Den finansielle og økonomiske krise

Den finansielle krise havde sit udgangspunkt i USA i 2008, hvor risikobetonede, lån til husejere, de såkaldte subprime-lån, begyndte at give store tab pga. husejernes manglende betalingsevne. Udstederne af subprime-lånene havde selv lånt store beløb hos andre finansielle institutioner. Subprime-lånene dannede basis for forskellige finansielle instrumenter med en høj rente, der
blev solgt videre og handlet blandt de finansielle institutioner.

På denne måde kunne den manglende betalingsevne hos husejerne få en omfattende negativ effekt i hele det finansielle institutionelle system i USA. I takt med at de finansielle institutioner inkasserede store tab på deres subprime-lån eller afledte finansielle instrumenter af subprime-lån, så blev der mangel på likviditet, hvilket gjorde bankerne yderligere restriktive med hensyn til at udlåne midler til andre banker. Kombineret hermed faldt aktiekurserne kraftigt, hvilket yderligere begrænsede kapitaltilførelsen til det finansielle system.

Krisen spredte sig i efteråret 2008 til Europa, da også europæiske banker og finansielle institutioner havde aktiver baseret på subprime-lånene.

Nationale tiltag og EU-regler

Som første reaktion på krisen i den finansielle sektor, blev EU’s stats- og regeringschefer i oktober 2008 enige om at koordinere en række tiltag for at stabilisere de finansielle markeder. Formålet med koordineringen var, at få det maksimale ud af de nationale krisepakker (bankpakker mv.), der skulle genskabe likviditeten i det finansielle system, tilføre bankerne tilstrækkelig kapital samt sikre indskydernes midler, men også undgå konkurrenceforvridning mellem medlemslandene.

For at de nationale tiltag ikke skulle komme i karambolage med vedtagne EU-regler, valgte Kommissionen at anerkende krisen som exceptionel, hvilket tillod medlemslandene midlertidigt at overskride stabilitets- og vækstpagtens krav om et offentligt budgetunderskud på maksimalt tre procent af bruttonationalproduktet (BNP).

At betegne krisen som exceptionel betød også, at EU’s statsstøtteregler gav mulighed for, at Kommissionen kunne godkende de nationale krisepakker, der senere gik videre fra blot støtte til bankerne, til også at omfatte statsstøtte til f.eks. bilindustrien.

Genopretningsplanen

Sideløbende med arbejdet med stabiliseringen af de finansielle markeder var det også vigtigt for EU-landene at få gang i den økonomiske vækst. Den 26. november 2008 præsenterede Kommissionen derfor en genopretningsplan af den europæiske økonomi, der blev godkendt af EU's stats- og regeringschefer på et EU-topmøde i december 2008.

Genopretningsplanen var en vækststimulerende pakke på i alt 200 mia. euro, hvilket svarede til ca. 1,5 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt. Størstedelen af vækststimuleringen skulle iværksættes umiddelbart på nationalt plan over medlemslandenes offentlige budgetter - 170 mia. euro. De resterende 30 mia. euro skulle udgøres af EU-støtte.

Pakken var organiseret omkring to dele, hvor den første indeholdt kortsigtede tiltag til stimulering af efterspørgslen, sikring af job samt genopretning af forbrugertilliden. Den anden del omfatter såkaldte "smarte investeringer" dvs. investeringer i f.eks. uddannelse og grøn teknologi, der skulle skabe højere vækst og bæredygtig velstandsfremgang på længere sig.

Arbejdet med global regulering af de finansielle markeder

På et globalt topmøde i Washington den 15. november 2008, blev G20-landene enige om fem fælles principper for en reform af det finansielle marked, så en fremtidig global finansiel krise kan undgås. Principperne omhandlede bl.a. større gennemsigtighed af det finansielle marked samt internationalt samarbejde om reformering af de internationale finansielle institutioner.

Som opfølgning på bl.a. disse principper og Basel III-aftalerne fremsatte Kommissionen i løbet af 2009-2011 en lang række forslag, der faldt i to grupper.

Nogle forslag skulle disciplinere den finansielle sektor. I den gruppe falder f.eks. allerede vedtagne forslag som direktiv om handelsbeholdning og tilsyn med aflønningspolitikker og handel med OTC-derivater og verserende forslag som f.eks. strengere kapitalkrav til banker og investeringsselskaber.

En anden gruppe af forslag skulle sikre en overvågning af den finansielle sektor, så EU-landenes regeringer fremover på et tidligere tidspunkt bliver advaret, hvis en krise er under opsejling. Her blev stats- og regeringscheferne i juni 2009 enige om en ny struktur for finansielt tilsyn i EU baseret på to strenge:

• Et europæisk udvalg for systemiske risici (ESRC), som skal overvåge og identificere potentielle trusler mod den finansielle stabilitet. ESRC kan udstede risikovarsler og anbefale foranstaltninger samt overvåge deres gennemførelse. Der er altså tale om en overvågning af den overordnede finansielle stabilitet. 
• Et europæisk finanstilsynssystem (ESFS), der består af nationale tilsynsmyndigheder og tre nye europæiske tilsynsmyndigheder, der dækker bankområdet (EBA), forsikrings- og pensionsområdet (EIOPA) samt værdipapirmarkedet (ESMA). Myndighederne skal sikre, at de enkelte finansielle institutioner agerer på en fornuftig måde.

Stats- og regeringscheferne var dog enige om at præcisere, at det i sidste ende kun skal være de nationale tilsynsmyndigheder, der kan kræve tiltag med statsfinansielle konsekvenser for medlemslandene.

Gældskrisen og øget økonomisk styring

I begyndelsen af 2010 vendte den oprindelige finansielle og økonomiske krise sig til en gældskrise for især visse eurolande. Det fokuserede EU’s tiltag på konsolidering af de offentlige finanser og strukturreformer i medlemslandene.

Tiltagene har løbende udviklet sig og omfatter en række parallelle spor, bl.a. vedtagelse af EU's vækststrategi, Europa 2020-strategien, oprettelse af hjælpefonde samt en række tiltag under den fælles overordnede titel "øget økonomisk styring". Nogle tiltag har kun været vendt mod de 17 eurolande, mens andre omfatter hele EU-27. En del af tiltagene udspringer desuden fra fransk-tyske initiativer.

Under det der refereres til som øget økonomisk styring er Europa-Kommissionens pakke med seks forslag, der bl.a. skal stramme op på reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Six-packen, som den også kaldes, blev formelt vedtaget den 8. november 2011.

I efteråret 2010 nedsatte stats- og regeringscheferne en såkaldt taskforce af EU's finansministre og ledet af EU's faste formand, Herman van Rompuy, der arbejdede med et tysk/fransk initiativ om økonomisk styring og en traktatændring til etablering af en såkaldt permanent stabilitetsmekanisme for gældsplagede eurolande (ESM), der er under vedtagelse i EU-landenes nationale parlamenter i disse måneder.

I foråret 2011 vedtog eurolandene den såkaldte europluspagt, der også udsprang af et fransk/tysk forslag til en konkurrenceevnepagt. Danmark er ét af de 23 EU-lande, der deltager i pagten.

EU har endvidere indført det såkaldte Europæiske Semester, som bl.a. skal sikre en bedre koordinering af medlemslandenes økonomiske politikker og budgetmæssige dispositioner.