Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenTemasiderKampen om EU-dagsordenen › Faglige mål

Temasider

Faglige mål

Formål

Kampen om EU-dagsordenen har som mål, at eleverne får mulighed for at formulere EU-relevante spørgsmål til de danske kandidater, der stiller op til Europa-Parlamentsvalget i maj 2014. Elevernes spørgsmål og svar kommer desuden til at udgøre grundlaget i en kandidattest, som lanceres af Folketingets EU-Oplysning og Europa-Parlamentets kontor i Danmark. Via de spørgsmål eleverne selv formulerer, får de indflydelse på, hvad kandidaterne skal tage stilling til, og dermed er de med til at sætte dagsordenen for Europa-parlamentsvalget. Under forløbet vil eleverne få indblik i, hvilke emner EU beskæftiger sig med, hvilken rolle de kommende medlemmer af Europa-Parlamentet vil spille i beslutningsprocessen, og de introduceres desuden til vigtigheden af at kunne sætte dagsordenen.

Ved at formulere spørgsmål til kandidattesten, der tager udgangspunkt i forskellige politikområder, og derefter udvælge de vigtigste, vil dine elever skulle overveje og redegøre for, at EU-forhold sætter rammer for indholdet i danske politiske beslutninger. Med fokus på valget af kandidater til Europa-Parlamentet,  vil eleverne samtidig få muligheden for at arbejde med et helt konkret eksempel på, hvordan EU også giver muligheder for dansk politisk indflydelse regionalt og globalt. 

Faglige mål

Eleverne vil få rig lejlighed til at undersøge en række aktuelle politiske beslutninger og betydningen af EU-forhold, når de ved hjælp af interesseorganisationer og eksperters bidrag forbereder sig til at formulere egne spørgsmål. Selve formuleringen af egne samfundsfaglige spørgsmål, der i større eller mindre udstrækning kan involvere informationssøgning og forskellige typer materiale, bidrager også til opfyldelsen af de faglige mål. Med rammefortællingen om ”Kampen om EU-dagsordenen” vil eleverne også få en helt konkret vinkel på magt og politisk meningsdannelse, ligesom de tilhørende tekster om selve kandidattesten som værktøj vil kunne give anledning til undersøgelser om politisk meningsdannelse anno 2013.

Med den færdige kandidattest vil der være yderligere mulighed for at fordybe sig i spørgsmålene ved at undersøge f.eks. et politikområde, herunder betydningen af EU og globale forhold, og identificere evt. relaterede globale udviklingstendenser og Danmarks handlemuligheder på det konkrete område.