Grundprincippet i Stabilitets- og Vækstpagten er, at hvis landene stræber efter en mellemfristet budgetsaldo ”tæt på balance eller i overskud”, vil de kunne modstå normale konjunkturudsving uden, at traktatens referenceværdi overskrides. Princippet dækker over det faktum, at når medlemslandene ikke råder over en selvstændig pengepolitik eller valutakurs, bliver finanspolitikken af central betydning for stabiliseringen af medlemslandenes økonomiske udvikling. Det bliver således afgørende, at de offentlige budgetters automatiske stabilisatorer kan udøve deres stabiliserende effekt, uden at referenceværdien overskrides. Endvidere sikres det, at den førte finanspolitik i medlemslandene bidrager til den fælles pengepolitiks opretholdelse af prisstabilitet, som danner grundlag for et vækstfremmende miljø. 

Stabilitets- og konvergensprogrammer

Til at overvåge udviklingen i den mellemfristede budgetmålsætning udfærdiger eurolandene stabilitetsprogrammer, mens medlemslandene uden for eurosamarbejdet udfærdiger konvergensprogrammer. Forordning nr. 1466/97 indeholder regelsættet for udformningen af stabilitets- og konvergensprogrammer. Stabilitets- og konvergensprogrammerne indgår også som del af den økonomiske koordinering og overvågning under EUF-traktatens artikel 121. 

Traktatmæssig forpligtigelse

EU’s medlemslande har en traktatmæssig forpligtigelse til at undgå uforholdsmæssige store underskud som beskrevet i EUF-traktatens artikel 126, stk. 1. I de tilfælde hvor et medlemsland overskrider referenceværdien træder proceduren for uforholdsmæssige store underskud i kraft. Proceduren er indeholdt i traktatens artikel 126 og yderligt præciseret i forordning 1467/97. 

Præventiv og korrigerende del

Det samlede regelsæt er således opdelt på det man omtaler som en præventiv og korrigerende del. Den præventive del omfatter den multilaterale overvågning af medlemslandenes budgetsaldoer, og specielt den mellemfristede målsætning om en budgetsaldo tæt på balance eller i overskud, mens den korrigerende del omfatter hele proceduren i tilfælde af et uforholdsmæssigt stort underskud.