Landespecifikke henstillinger endeligt vedtaget
Henstillingerne til de enkelte medlemslande omhandler de økonomiske og beskæftigelsesmæssige politikker beskrevet i medlemslandenes nationale reformprogrammer samt de budgetmæssige tiltag beskrevet i medlemslandenes stabilitets- og konvergensprogrammer.
Rådets henstillinger bygger på Europa-Kommissionens forslag, som blev præsenteret den 29. maj 2013. Rådet har efterfølgende behandlet henstillingerne i de forskellige rådsformationer og EU's stats- og regeringschefer har sagt god for henstillingerne på EU-topmødet den 27.-28. juni 2013.
Henstillinger
Følg eller forklar
Som et nyt tiltag under den såkaldte six-pack, som blev vedtaget i november 2011, skal medlemslandene i Rådet forklare, hvis de ændrer på de landespecifikke anbefalinger, som Europa-Kommissionen præsenterede den 29. maj 2013.
Der er dog ikke foretaget nogle ændringer i anbefalingerne for Danmarks vedkommende.
Forløbet under det europæiske semester
Forløbet starter ved udgangen af det forudgående år med en årlig vækstundersøgelse, som Europa-Kommissionen står bag. Den indeholder en gennemgang af de økonomiske udfordringer for EU og euroområdet som helhed samt fastlægger de overordnede prioriteter for det kommende år.
Samtidig fremlægger Kommissionen en såkaldt varslingsrapport, hvor de medlemslande, der potentielt kan være i fare for såkaldte makroøkonomiske ubalancer, bliver udpeget på baggrund af 11 såkaldte makroøkonomiske indikatorer.
En opfølgende mere dybdegående rapport bliver udarbejdet i april, hvor Kommissionen vurderer, hvorvidt de makroøkonomiske ubalancer der blev udpeget i en række medlemslande i varslingsrapporten rent faktisk er uforholdsmæssigt store.
Det Europæiske Råd opstiller så i marts strategiske politiske retningslinjer, som medlemslandene tager højde for i deres stabilitets- og konvergensprogrammer og deres nationale reformprogrammer, som fremsendes i april. På baggrund af medlemslandenes rapporter udarbejder Kommissionen i maj forslag til de landespecifikke anbefalinger.
Efter forudgående drøftelse på Det Europæiske Råds møde i juni vedtager Rådet i juli de landespecifikke henstillinger. I andet halvår færdigbehandler EU-landene de nationale budgetter. Kommissionen vurderer i sin årlige vækstundersøgelse for det efterfølgende år, hvordan medlemslandene har taget hensyn til EU's retningslinjer.
Parlamentarisk kontrol
Folketingets Europa- og Finansudvalg har den 21. juni 2013 netop vedtaget en beretning om styrket kontrol med EU's økonomiske beslutninger under det europæiske semester. Idéen med beretningen er, at gøre Folketinget bedre i stand til at følge med i EU-medlemslandenes økonomiske samordning, der foregår igennem det Europæiske Semester i EU. Læs mere om beretningen i boksen til højre på siden.