Hjælpemenu

Hovedmenu

Overenskomster eller lovgivning?

I Danmark har vi tradition for, at det arbejdsmarkedets parter der via kollektive overenskomster regulerer forholdene på arbejdsmarkedet. Dette system adskiller sig væsentligt fra de fleste andre europæiske lande, hvor arbejdsmarkedet i høj grad er lovreguleret.

For at inkludere arbejdsmarkedets parter i reguleringen af arbejdsmarkedet, også på EU-plan, og for at give plads til denne måde at regulere arbejdsmarkedet på, er der skabt nogle særlige ordninger i EU-lovgivningen.

Europæiske aftaler 

Med Fællesakten (også kaldet "EF-pakken") fra 1987 blev arbejdsmarkedets parter skrevet ind i EU’s grundlæggende traktater. Her blev det bl.a. bestemt, at der i EU skulle arbejdes for at skabe dialog med arbejdsmarkedets parter. Denne bestemmelse er siden blevet udvidet betragteligt, og i dag har Kommissionen derfor pligt til at konsultere arbejdsmarkedets parter når ny lovgivning påtænkes, og der er lagt op til at parterne skal have mulighed for at skabe aftaler på EU-plan, inden der reguleres fra EU’s side.

De danske parter på arbejdsmarkedet er repræsenteret i disse forhandlinger, via deres medlemskab hos de europæiske arbejdsgiver- og arbejdstager organisationer. Disse er arbejdstagernes europæiske fagbevægelse ”ETUC (European Trade Union Confederation)”, arbejdsgiverforeningen ”BUSINESSEUROPE”, og foreningen ”CEEP (European Centre of Employment and Enterprises providing Public services)”, der samler de offentlige arbejdsgivere i Europa.

En særlig gennemførelse af EU-direktiver der regulerer arbejdsmarkedet

Når EU-direktiver skal gennemføres i Danmark sker der normalt gennem love eller bekendtgørelser. Når EU lovgiver på social- arbejdsmarkedsområdet har det dog skabt nogle problemer og en del kritik i Danmark. Det skyldes, at vi i Danmark har tradition for, at nogle af de områder som direktiverne lovgiver om normalt gennemføres via aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Som følge af denne kritik har Kommissionen tilpasset kravene om gennemførelsen af direktiverne, så det nu er tilladt at lade arbejdsmarkedets parter implementere ny EU-lovgivning igennem overenskomster og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Da disse overenskomster og aftaler dog ikke gælder for hele den danske befolkning, er dette ikke en tilstrækkelig implementering. Derfor er det også nødvendigt at lave såkaldt ”følgelovgivning” hvor reglerne implementeres for resten af befolkningen, via almindelig lovgivning.