Spm. om udvidelse af EU's magt mht. samordning af medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitikker, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 53:
"Er ministeren enig i, at der er tale om en udvidelse af EU's magt, når forfatningens art. 1-15, stk. 3 taler om en samordning af medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitikker, medens Nicetraktatens art. 3, stk.1, litra c forekommer mindre udvidende?"
Svar:
Nej. Det følger af Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa, at forfatningstraktatens art. I-15, stk. 3, ikke indebærer overladelse af yderligere beføjelser til EU.
Det bemærkes, at der i EF-traktatens art. 3, stk. 1, litra i), allerede findes bestemmelser om samordning mellem medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, og i litra j) om indførelse af en politik på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område. EF-traktatens art. 140 taler om at "lette samordningen" af medlemsstaternes indsats inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken.