Spm. om krigserklæringer i forbindelse med forfatningen, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
Spørgsmål 134:
"Vil et flertal af medlemslande i medfør af forfatningen kunne erklære krig eller træffe tilsvarende eller lignende militær beslutninger, selv om et stort mindretal af EU’s medlemslande modsætter sig dette?"
Svar:
EU råder ikke over egne militære styrker. Det er efter traktaten fortsat de enkelte medlemslande, som efter egne forfatningsmæssige regler stiller militære styrker til rådighed for EU i forbindelse med eventuelle aktioner. Beslutninger inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik træffes med enstemmighed. De opgaver inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der er nævnt i art. III-309, iværksættes således fortsat kun ved enstemmighed i Rådet.