Reform af den præventive del af Stabilitets- og Vækstpagten
Kommissionen og Rådet foretager denne kontrol via medlemslandenes årlige indlevering af stabilitets- og konvergensprogrammer. Stabilitets- og konvergensprogrammerne fastlægger bl.a. medlemslandenes mellemfristede budgetmålsætning samt den forventede udvikling i gældsniveauet. Mellemfristet bliver i denne sammenhæng sidestillet med længden af konjunkturforløbet. Det tilknyttede adfærdskodeks foreslår derfor medlemslandene, at programmerne som minimum indeholder målsætningen for den budgetmæssige udvikling i de kommende tre år.
Det lidt diffuse begreb om en mellemfristet budgetmålsætning ”tæt på balance eller i overskud” er i praksis blevet fortolket som en konjunkturkorrigeret budgetsaldo tæt på nul i hvert af konjunkturforløbets år. Den faktiske nominelle budgetsaldo vil naturligt svinge hen over det samlede konjunkturforløb.
Større fokus på gældsniveauet
En del af baggrunden for reformen var ønsket om, at inddrage gældsniveauet samt den økonomiske udvikling i det enkelte medlemsland mere i den samlede betragtning ved fastlæggelsen af den mellemfristede budgetmålsætning. Det har i praksis vist sig, at en overholdelse af traktatens referenceværdi for budgetunderskuddet ikke er tilstrækkeligt til, at sikre en tilfredsstillende gældsreduktion. Hertil kom et ønske om at sikre konsolideringen af de offentlige budgetter i økonomiske fordelagtige tider. For at styrke vækstelementet i Stabilitets- og Vækstpagten, skulle det endvidere sikres, at større strukturreformer med en langsigtet omkostningsbesparende virkning, ikke blev forhindret af kravet om en budgetsaldo ”tæt på balance eller i overskud”.
Individuelle krav
Et centralt element i reformen af den præventive del er således, at det tidligere generelle krav der gjaldt for alle medlemslande om en mellemfristet budgetsaldo ”tæt på balance eller i overskud”, nu bliver individualiseret og kan afviges afhængigt af medlemslandets gældsniveau og potentielle vækst. Med indførelsen af disse landespecifikke mellemfristede budgetmålsætninger, bliver der indført et spillerum således, at medlemslande med lav gæld eller høj potentiel vækst kan have en mellemfristet konjunkturkorrigeret budgetmålsætning på -1 procent af BNP. Medlemslande der ikke er i en så fordelagtig position mht. gældsniveau og potentiel vækst, skal fortsat som minimum sigte på et mellemfristet budgetmål ”tæt på balance eller i overskud”. Ved opgørelsen af den konjunkturkorrigerede budgetsaldo medregnes ikke engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger (eksempelvis indtægter fra salg af offentligt ejede virksomheder).
For de mellemfristede målsætninger gælder det dog fortsat, at de skal være udformet på en sådan måde, at normale konjunkturudsving skal kunne klares, uden at EUF-traktatens referenceværdi for det nominelle budgetunderskud på 3 procent af BNP overskrides.
Krav til minimumsforbedring af budgetsaldoen
Hvis medlemslandet endnu ikke har nået dets mellemfristede budgetmålsætning, bør den årlige minimumsforbedring af den konjunkturkorrigerede budgetsaldo uden engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger, udgøre 0,5 procent af BNP. I Rådets vurdering af tilpasningen mod den mellemfristede budgetmålsætning tages endvidere hensyn til, om medlemslandet har udøvet en større tilpasningsindsats i økonomiske opgangstider, hvorimod indsatsen kan være mindre i økonomiske nedgangstider. Økonomiske opgangstider bliver i denne forbindelse karakteriseret som perioder, hvor den aktuelle vækst overstiger den potentielle vækst.
Det gælder både for medlemslande der ikke har nået den mellemfristede budgetmålsætning endnu, og for medlemslande der allerede har nået den, at når Rådet skal fastlægge kursen for den første kategori samt tillade en midlertidig afvigelse for den anden kategori, vil der blive taget hensyn til gennemførelsen af større strukturreformer med en direkte langsigtet omkostningsbesparende virkning. Ved pensionsreformer, der indfører et flersøjlesystem med en obligatorisk fuldt finansieret søjle, skal afvigelsen fra tilpasningen til målsætningen eller fra målsætningen selv, afspejle reformens nettoomkostninger for den offentligt styrede søjle. Det er dog en betingelse, at afvigelsen er midlertidig, og at der bevares en sikkerhedsmargen til traktatens referenceværdi for budgetunderskuddet.
Hvis et medlemsland gennemfører større strukturreformer, kan den mellemfristede budgetmålsætning revideres. De mellemfristede budgetmålsætninger skal under alle omstændigheder revideres hver fjerde år. Endelig forlænges Rådets frist for evaluering af medlemslandenes stabilitets- og konvergensprogrammer fra to til tre måneder.
Sikring af holdbare offentlige finanser
Reformens sigte med udformningen af de landespecifikke mellemfristede budgetmålsætninger er således, at sikre hurtige fremskridt hen imod holdbare offentlige finanser, hvorved en budgetmæssig manøvrefrihed kan opnås. Denne manøvrefrihed kan eksempelvis anvendes til offentlige investeringer. Ændringerne af den præventive del af Stabilitets- og Vækstpagten tager således større hensyn til det enkelte medlemslands økonomiske udvikling. Der bliver tilført en større grad af fleksibilitet for de medlemslande der har konsolideret deres offentlige finanser i opgangstider, og har holdbare offentlige finanser. Endelig bliver der taget hensyn til behovet for strukturreformer.