Udviklingen af det indre marked
Oprettelsen af ”fællesmarkedet”
Det europæiske projekt om et fælles indre marked startede med at medlemslandene etablerede en toldunion. Denne toldunion stod klar i 1968 og fjernede tolden mellem medlemslandene. I stedet etablerede man en fælles toldtarif over for lande uden for toldunionen. På denne måde blev en af de helt store barrierer for handlen i Europa ryddet af vejen. Ved siden af oprettelsen af toldunionen indebar samarbejdet også, at de europæiske borgere og virksomheder skulle have en ret til ”fri bevægelighed” mellem medlemslandene. Det betød bl.a., at de europæiske arbejdstagere kunne søge og tage arbejde i de andre lande, og at varer frit kunne udveksles uden kvantitative begrænsninger.
Trods etableringen af toldunionen og disse (for tiden) meget vidtgående friheder, var der dog stadig hindringer der gjorde det svært at udnytte rettighederne. Det skyldtes, at medlemslandenes hjemmemarkeder – til trods for toldunionen – stadig var individuelle, nationale markeder, frem for at være en del af et stort fælles europæisk marked. Det besluttede man i 1980’erne at lave om på.
Etableringen af ”det indre marked”
I midten af 1980’erne besluttede den daværende formand for Kommissionen, Jacques Delors, at sætte gang i et stort projekt. Projektet gik ud på at sammensmelte de nationale hjemmemarkeder og derved fjerne mange af de hindringer der stadig besværliggjorde handelen over grænserne. Målet var, at man ved yderligere regulering skulle fjerne disse hindringer, og dermed sikre at ”det indre marked” kunne være klar i 1992.
Delors’ initiativ førte til, at medlemslandene i 1987 ændrede EU’s grundlæggende traktat. Denne ændring gjorde det muligt at udbygge ”det indre marked” og skabe rammerne for, at reglerne om fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer kunne udnyttes bedre.
Etableringen af ”Schengen-samarbejdet”
Som en del af forsøget på at sikre fri bevægelighed inden for EU, blev det i 1980’erne og 1990’erne diskuteret, hvordan man skulle åbne grænserne yderligere mellem medlemslandene. Da der dog ikke kunne skabes enighed landene imellem, valgte nogle af medlemslandene at skabe et samarbejde uden for EU-regi. Disse lande (Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene) skabte ved aftaler i 1985 og 1990 det såkaldte ”Schengen-samarbejde”. Dette samarbejde har ført til en fjernelse af grænsekontrollen mellem landene, en skærpelse af kontrollen med de ydre grænser og et særligt informations- og politimæssigt samarbejde.
I 1999 blev Schengen-reglerne en del af EU's regelsæt, og i dag deltager langt størstedelen af EU’s medlemslande i samarbejdet. Herudover deltager samtlige EFTA medlemslande (Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein) i samarbejdet.
Videreudviklingen med ”Akten for det indre marked”
Den økonomiske og finansielle krise som siden 2008 har medført store problemer i såvel EU som resten af verden, har ledt Europa-Kommissionen til at sætte gang i en fornyelse af det indre marked. Ifølge Kommissionsformanden, José Manuel Barroso, har krisen nemlig vist, at det stadig er for stor en fristelse for de enkelte medlemslande, at beskytte deres egne økonomier, på bekostning af det indre marked. Desuden konstaterer Barroso, at det indre marked endnu ikke har nået sit fulde potentiale. Derfor er der sat en større udviklingsproces i gang, der betyder at store dele af det indre marked i disse år vil blive revideret og udbygget.