Udviklingen af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Et udenrigspolitisk samarbejde var ikke en del af de tidlige EU/EF traktater. Traktaterne etablerede dog et tæt samarbejde om handelspolitiske spørgsmål og inkluderede oprettelsen af en fælles toldtarif. Derfor var medlemslandene nødsaget til at samarbejde over for omverdenen angående disse forhold. Herudover fandtes der dog ikke et egentligt udenrigspolitisk samarbejde.

Der skulle gå mange år, før medlemslandene så småt begyndte at etablere et samarbejde om udenrigspolitiske spørgsmål. Det første skridt skete i 1970, hvor medlemsstaterne begyndte at afstemme holdninger til forskellige udenrigspolitiske spørgsmål. Det skete uformelt under en samarbejdsform, der blev kaldt ”Det Europæiske Politiske Samarbejde”. Senere, i 1986, blev samarbejdet formaliseret inden for EF-samarbejdet. Det skete med den såkaldte ”EF-pakke”.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), som vi kender den i dag, blev først etableret i 1993 som en del af det nye unionssamarbejde, der blev tilføjet til EF-samarbejdet med Maastricht-traktaten. Målet var, at medlemslandene gennem den nye union skulle forsøge at bevare freden, styrke den internationale sikkerhed, fremme det internationale samarbejde og sikre demokratiske og menneskeretlige principper.

En stor del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik udgøres desuden af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP). Dette indebærer bl.a. at EU-landene kan udføre fælles militære aktioner i forskellige lande samt et samarbejde om militær personel, træning og udstyr.

For at gøre EU’s udenrigspolitik mere effektiv etablerede man med Amsterdam-traktaten i 1999 en ny stilling i EU, nemlig ”den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik”. Formålet var at gøre samarbejdet mere effektivt og sikre en mere kontinuerlig repræsentation af EU udadtil. Op til 1999 havde det nemlig alene været formandslandet for EU der talte på EU’s vegne, men da dette formandskab roterer mellem medlemslandene hvert halve år, mente man, at en permanent figur ville forbedre systemet. Posten som EU’s højtstående repræsentant blev varetaget af spanieren Javier Solana fra 1999 og frem til 2009.

I 2009 trådte Lissabon-traktaten i kraft og indførte en ny udenrigspolitisk repræsentant. Stillingen, som ofte betegnes som EU’s udenrigsminister, kaldes formelt ”Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik”. Posten har tre overordnede funktioner, nemlig at etablere en fast udenrigspolitisk repræsentant for EU, en fast formand for Rådet for udenrigsanliggender og en fast næstformand i Kommissionen. Posten har siden 2009 været varetaget af britiske Catherine Ashton.

En yderligere vigtig udvikling af EU’s udenrigspolitik skete i 2003, da EU vedtog sin første sikkerhedsstrategi. Strategien udstikker målsætninger og retningslinjer for EU’s største sikkerhedspolitiske udfordringer. Strategien forholder sig bl.a. til udfordringer som udspredelse af masseødelæggelsesvåben, terrorisme og såkaldte failed states.