EU og international handel
Den fælles handelspolitik
Den fælles handelspolitik er en grundsten i EU-samarbejde. Det skyldes, at samarbejdet inkluderer en fælles toldtarif, fælles grænser og et tæt samarbejde om handlen med udlandet. Faktisk har EU enekompetence på området, og det er derfor alene igennem EU, at der kan indgås fælles handelspolitiske aftaler med andre lande.
Den handelspolitik, og de handelsaftaler som EU indgår, har generelt til formål at sikre en øget frihandel, give europæiske virksomheder adgang til fremmede markeder og sikre, at den øgede verdenshandel foregår på en bæredygtig måde. Alt dette skal ske med respekt for de regler der findes i WTO. Nogle gange har EU’s handelspolitik også det formål at støtte udviklingslande ved at give dem særlig gunstige vilkår.
EU i WTO
WTO er en verdensomspændende handelspolitisk organisation med over 150 medlemmer. Disse medlemmer er både lande og toldunioner (som eksempelvis EU). Organisationen er et forum for handelsaftaler og konfliktløsning, og den indeholder også et grundlæggende regelsæt for den internationale handel. I WTO tages alle vigtige beslutninger med konsensus.
Samtlige af EU’s 27 medlemslande er medlem af WTO. Ved siden af det er EU som institution også medlem. På den måde har EU samlet 28 medlemskaber af WTO. EU taler dog alligevel med én stemme i WTO, og det er Europa-Kommissionen, der fører ordet. Nærmere bestemt er det ofte EU’s handelskommissær, der repræsenterer EU.
Når Kommissionen forhandler handelspolitiske aftaler på plads i WTO, sker det på baggrund af de retningslinjer, der er udstukket af medlemslandene i Ministerrådet. Når en aftale er nået, skal den også godkendes af både Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
Frihandelsaftaler og partnerskabsaftaler
EU indgår handelsaftaler med forskellige lande og regioner. Som oftest er disse aftaler det man kalder ”FTA’er”, altså ”Free Trade Agreements”. Disse frihandelsaftaler har både til formål at gøre det nemmere at handle sammen og at investere i hinandens virksomheder. Et element som man særligt ønsker at opnå, er at forholdene skal være så forudsigelige og stabile som muligt.
|
EU har indgået en frihandelsaftale med Sydkorea. Det har man gjort, da man ønsker at gøre det lettere at handle med Sydkorea, og da man ønsker at europæiske virksomheder skal have lettere adgang til de asiatiske markeder. Frihandelsaftalen letter samhandlen mellem EU-landene og Sydkorea på mange måder. De to helt centrale elementer i aftalen er dog at tolden på næsten alle produkter bliver afskaffet, og at der sker en vidtgående liberalisering af handlen med tjenesteydelser. |
En anden type aftale som EU indgår med en række lande er de såkaldte ”partnerskabsaftaler”. Her er den såkaldte Cotonou-aftalen et godt og vigtigt eksempel. Denne aftale er en stor handels- og udviklingspolitisk aftale mellem EU og de såkaldte AVS-lande (lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet). Aftalen går bl.a. ud på at fjerne tolden på en række varer som AVS-landene eksporterer samt at give landene målrettet bistandshjælp.
NaboskabspolitikkenEU’s naboskabspolitik har til formål at skabe særligt tætte og stabile forbindelser mellem EU og dets nabolande. Naboskabspolitikken blev opstartet i 2004, og den indebærer et særligt samarbejde med 16 af EU’s tætteste nabolande:
Algeriet, Armenien, Azerbaijan, Egypten, Georgien, Hviderusland, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Moldova, Marokko, Palæstina, Syrien, Tunesien og Ukraine.
Samarbejdet under naboskabspolitikken foregår primært ved at lave aftaler mellem EU og hvert af de 16 nabolande, men ved siden af det findes også nogle regionale og multilaterale samarbejder.
Når EU indgår en naboskabsaftale, betyder det, at der aftales et særligt privilegeret forhold mellem EU og det pågældende naboland. Sådanne aftaler kan indeholde forskellige politiske og økonomiske kontakter, og en lettere mobilitet mellem landene. Herudover formuleres ofte nogle såkaldte ”action plans”, som opstiller en række reformmålsætninger for landenes politiske og økonomiske forhold.