Hvem bestemmer i sidste ende: EU eller Danmark?

EU’s love står over danske love, man siger, at EU’s love har forrang. Når først, der er vedtaget fælles regler, så skal et enkelt land ikke efterfølgende kunne ændre dem. Og hvor der er konflikt mellem EU’s regler og nationale regler, så skal nationale myndigheder, virksomheder og andre følge EU’s regler. Det står ikke direkte i EU’s traktater, men EU-Domstolen har slået fast, at sådan må det nødvendigvis være, for at fællesskabets regler skal virke ensartet og effektivt i hvert enkelt medlemsland. Og sådan har det været fra før Danmark blev medlem af EU den 1. januar 1973.

Betyder det, at EU’s regler står over grundloven?

Det korte svar er nej, EU’s regler står ikke over grundloven. I hvert fald ikke set fra en dansk synsvinkel, hvor vi tager udgangspunkt i dansk statsret. Men tager man udgangspunkt i EU-retten, så er alle nationale regler underordnede de regler, som vi i EU er nået frem til i fællesskab – uanset om den nationale regel er en almindelig lov eller en grundlov.

Set med EU-briller

EU kan og må kun det, som medlemslandene er blevet enige om at indskrive i EU’s traktater. Man siger, at EU hviler på tildelte kompetencer. Inden for EU’s enkelte kompetenceområder, har medlemslandene overdraget deres selvbestemmelsesret eller suverænitet. Men EU kan ikke vedtage regler, som rækker udover de fastlagte kompetencer. Set fra EU-retten, så er det ikke EU’s eller landenes fælles problem, hvis et enkelt land har givet kompetence til EU, som efterfølgende viser sig at være i konflikt med landets grundlov. EU-retten siger altså, at myndighederne i de enkelte lande altid skal følge EU’s regler, hvis der opstår en uoverensstemmelse med nationale regler.

Set med danske briller

EU’s lovgivning er en del af dansk lovgivning. Fordi vi har overladt en del af den danske lovgivningsmagt til Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Danske myndigheder skal derfor følge en EU-lov, også selv hvis den er i konflikt med en dansk lov. Men der er to små principielle undtagelser:

1. undtagelse: Grundloven fastsætter statens magt i Danmark. Og den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skal holde sig inden for grundlovens rammer. Det vil sige, at grundloven på forskellig vis beskytter os som borgere mod statsmagten. Staten kan derfor ikke give EU lov til at gøre noget mod os, som staten ikke selv må. Og derfor vil man fra en dansk synsvinkel ikke anerkende, at danske myndigheder skal følge EU-retten, hvis den er i konflikt med grundloven.

• Eksempel: ”Three strikes and you are out” - Downloader du ulovligt materiale tre gange, så ...
• Eksempel: Medicinalvirksomheder er også beskyttet af grundlovens forbud mod censur

2. undtagelse: Danske myndigheder er forpligtet til at følge EU’s regler. Men det gælder kun for dem, som håndhæver og fortolker lovgivningen altså den udøvende og den dømmende magt. Folketinget kan beslutte, at Danmark skal bryde med EU’s regler. Den lovgivende magt kan hente suverænitet tilbage, som Danmark ellers har overladt til EU. Og i givet fald skal danske myndigheder følge Folketinget.

I princippet kan Danmark bryde med EU’s regler, hvis blot et simpelt flertal blandt Folketingets medlemmer vedtager en lov, som ændrer regler på et område, hvor EU har lovgivet. Som udgangspunkt vil danske dommere formode, at Folketinget ikke ønsker at bryde EU’s regler, hvis det viser sig at en dansk lov er i strid med en EU regel. Og i en evt. retssag skal en dansk dommer derfor underkende den danske lov. Men hvis det tydeligt fremgår, at Folketinget ønsker at bryde en EU-regel, så skal dommeren følge den danske lov. Til dato har Folketinget ikke vedtaget en lov, med det formål at tilsidesætte EU’s regler.