Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, hvorfor regeringen foreløbig har brugt to år på at udpege internationale habitatområder.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1420

Til miljøministeren (19/12 03) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Kan ministeren forklare, hvorfor regeringen foreløbigt har brugt to år, hele regeringsperioden, på at udpege internationale habitområder omfattende Vidå og Brede Å i Sønderjylland?«

Svar (16/1 04)

Miljøministeren

(Hans Christian Schmidt):

Det danske forslag til udpegning af habitatområder blev i 1999-2000 vurderet af Europa-Kommissionen, som – på tilsvarende vis som med andre medlemslande - fandt det utilstrækkeligt på en række punkter. På denne baggrund udarbejdede Skov- og Naturstyrelsen et landsdækkende forslag til supplerende udpegninger, som blev sendt til offentlig høring i april 2001. Forslaget byggede bl.a. på supplerende data, som var indkommet efter det første danske forslag blev fremsendt til Kommissionen i 1998. Det kan i relation til udpegningerne i Brede Å og i Vidå fremhæves, at der forelå en række nye oplysninger fra Sønderjyllands Amt om snæbel, som indikerede, at Brede Å og Vidå-systemet opstrøms Tønder (de nedre dele blev udpeget i 1998) burde indgå i udpegningen for at imødekomme Kommissionen.

På grund af de stramme tidsfrister lykkedes det imidlertid ikke at få gennemarbejdet forslaget til udpegninger i Brede Å og Vidå tilstrækkeligt forud for den offentlige høring. Der blev derfor til høringen i april 2001 fremlagt et såkaldt bruttoforslag omfattende i alt 2000 km vandløb, i forventning om senere at kunne reducere området på baggrund af høringen. Høringen viste dog, at Skov- og Naturstyrelsen havde truffet et forkert valg, idet der indkom 650 indsigelser fra især lodsejere.

Indsigelserne udtrykte især usikkerhed om det faglige grundlag for udpegningsforslaget samt habitatdirektivets generelle krav til beskyttelse, herunder konsekvenserne for oplandet til de to åer.

På denne baggrund udarbejdede Skov- og Naturstyrelsen et revideret forslag, som omfattede ca. 200 km vandløb og byggede på et forslag, som teknikerne i Sønderjyllands Amt havde indstillet til amtsrådet. Høringen over dette forslag sluttede i oktober 2001, men fjernede imidlertid ikke den faglige usikkerhed, der fortsat var om den nøjagtige forekomst af den stærkt truede fiskeart snæbel. Ligeledes var der fortsat usikkerhed om udpegningernes konsekvenser for de lokale lodsejere. Fristen for fremsendelse af udpegningsforslagene til Kommissionen var 1. december 2001. Udpegningsforslaget for Brede Å og Vidå-systemet måtte derfor udsættes til senere, hvilket Kommissionen blev gjort bekendt med.

I lyset af disse faglige indsigelser bad jeg derfor, kort tid efter min tiltrædelse som miljøminister, Skov- og Naturstyrelsen om at vurdere forslaget i et tæt samarbejde med de lokale myndigheder. Styrelsen foreslog, at dette blev henlagt til Lauritsen-udvalget, som var under nedsættelse.

Lauritsen-udvalget har gennemført et grundigt arbejde med et forslag til supplerende udpegninger i Brede Å og Vidå. Udvalget har som led i dette drøftet sagen med Kammeradvokaten, med lokale myndigheder og interessegrupper samt indhentet erfaringer fra udlandet. Det faglige grundlag for udvalgets udpegningsforslag beror bl.a. på de supplerende faglige oplysninger, som er tilvejebragt i den nationale forvaltningsplan for snæbel, som i foråret 2003 blev udarbejdet af Miljøministeriet og de to amter. Jeg oversender samtidig med besvarelsen af spørgsmålet en kopi af forslaget fra Lauritsen-udvalget til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs orientering.

I øvrigt henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål S 1419, S 1099 og S 1100