Om udpegningen af Vidå og Brede Å i Sønderjylland som EU-habitatområde.
Spm. nr. S 1100
Til miljøministeren (4/12 03) af:
(SF):»Vil ministeren oplyse, med hvilken begrundelse ministeren tilbagekaldte udpegningen af Vidå og Brede Å i Sønderjylland som EU-habitatområde?«
Svar (12/12 03)
Miljøministeren
(Hans Christian Schmidt):Jeg kan oplyse, at det reviderede forslag om udpegning af Brede Å og Vidå i Sønderjylland som habitatområder blev annulleret på baggrund af den usikkerhed, der stadig efter fremsættelse af nyt revideret forslag eksisterede blandt lokale lodsejere og myndigheder om, hvilke konsekvenser udpegningen ville kunne få for den fremtidige arealanvendelse i oplandet til de to åer, herunder især for landbrugsdriften. Dertil kom, at der stadig var tvivl om den nøjagtige forekomst af den stærkt truede fiskeart snæbel og en særlig vandløbsnaturtype.
Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af 10. januar 2002 af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs spørgsmål 9 og 10 (alm. del - bilag 29), der indeholder en nærmere redegørelse for processen omkring udpegningsforslagene.