Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenSpørgsmål og svarLæs svareneSamtlige svar › Hvad er en regeringsko...

Hvad er en regeringskonference?

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Hvad er en regeringskonference?

Svar

En regeringskonference er en række af møder mellem repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, der kan have til formål at ændre traktatgrundlaget eller at løse andre spørgsmål i EU. En regeringskonference strækker sig ofte over flere måneder og består af gentagne møder, som afsluttes med et topmøde mellem stats- og regeringscheferne.

Der skal indkaldes til en regeringskonference, når stats- og regeringscheferne har besluttet, at EU’s traktatgrundlag skal ændres. Det er formandskabslandet, som har ansvaret for at indkalde til regeringskonference, efter at Europa-Parlamentet er hørt og Rådet har udtalt sig til fordel for, at der bliver afholdt en regeringskonference.

Bliver resultatet af en regeringskonference en politisk aftale om at ændre traktatgrundlaget, skal denne aftale efterfølgende ratificeres af alle medlemslandenes nationale parlamenter for at kunne træde i kraft.

Proceduren for indkaldelse af en regeringskonference er beskrevet i artikel 48 TEU.

Eksempler på tidligere regeringskonferencer
StartSlutLedte til...
9. september 198528. februar 1986Den Europæiske Fælles Akt
14.-15. december 19909.-10. december 1991Maastrichttraktaten
29. marts 199616.-17. juni 1997Amsterdamtraktaten
14. februar 20007.-10. december 2000Nicetraktaten
4. oktober 200317.-18. juni 2004Forfatningstraktaten (ikke trådt i kraft)
23. juli 200718.-19. oktober 2007Lissabontraktaten (reformtraktaten)