Hvilke krav skal et land opfylde for at blive medlem af EU?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvilke krav skal et land opfylde for at blive medlem af EU?Svar
Der findes ikke en tjekliste med en præcis angivelse af, hvilke betingelser
et land skal opfylde for at blive optaget i EU.
Ifølge traktatens artikel 49 TEU kan enhver
europæisk stat, der overholder de principper, som EU er baseret på, ansøge om at
blive medlem af EU. Disse principper handler om menneskerettigheder, frihed,
demokrati, ligestilling, retsstaten mv. Det er ikke nærmere defineret, hvad
en europæisk stat er, men da Marokko i 1987 søgte om optagelse i EU, blev
ansøgningen afvist i en udtalelse fra Kommissionen med den begrundelse, at
Marokko ikke er noget europæisk land.
Efter et møde i København i
1993 opstod begrebet Københavnskriterierne, der anvendes om
de betingelser, ansøgerlande skal opfylde for at blive medlem af EU.
I sidste ende er det dog Rådet, der med enstemmighed træffer afgørelse om et lands optagelse efter at have hørt Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet, hvilket vil sige, at Europa-Parlamentet skal godkende Rådets beslutning.
Kort opridset kan Københavnskriterierne opdeles i tre betingelser, som skal opfyldes, før der træffes beslutning om, at et land kan blive medlem af EU:
1. Det politiske kriterium:
Landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal
2. Det økonomiske kriterium:
Landet skal have en fungerende markedsøkonomi samt kunne klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for Den Europæiske Union
3. Kriteriet om overtagelse af EU’s samlede regelværk ”acquis communautaire”:
Landet må være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af et
medlemskab, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær
Union
Det, der kommer tættest på et egentligt katalog over konkrete krav,
som ansøgerlandene skal opfylde er det tredje kriterium, hvorefter landene skal
være i stand til at opfylde EU’s regelværk (læs
mere om acquis'et her).
|
Det Europæiske Råd besluttede i dag, at de associerede lande i Central- og
Østeuropa, som måtte ønske det, kan blive medlemmer af Den Europæiske Union.
Tiltrædelse vil finde sted, så snart et associeret land er i stand til at påtage
sig forpligtelserne ved et medlemskab og opfylde de givne økonomiske og
politiske betingelser. Læs konklusionerne fra mødet i København den 21.-22. juni 1993 her |
Vil du vide mere?