Budgetplaner til gennemsyn hos Kommissionen
Den nye procedure - som indarbejdes i det eksisterende europæiske semester - gælder kun for eurolandene, og den går ud på, at eurolandene hvert år den 15. oktober fremsender budgetplanerne for det kommende år til Kommissionen, inden de vedtages af de enkelte nationale parlamenter. Proceduren udspringer af den nyligt vedtagne såkaldte two-pack.
Kommissionen kommer så med en vurdering af de enkelte eurolandes budgetplaner - bl.a. på baggrund af planernes efterlevelse af regelsættet bag Stabilitets- og Vækstpagten.
Kommissionen har udarbejdet 13 vurderinger, da de eurolande der er under et specielt låneprogram - Grækenland, Portugal, Irland og Cypern - ikke er omfattet af analysen.
Generel vurdering
Kommissionens vurdering af budgetplanerne set samlet for euroområdet som helhed peger på, at niveauet for den offentlige bruttogæld har stabiliseret sig, og underskuddet forventes bragt under Stabilitets- og Vækstpagtens kriterie på 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP). De lande med de største budgetmæssige udfordringer er også de lande, der planlægger de største konsolideringstiltag.
Landevurderinger
Der er dog kun to eurolande, der har nået deres såkaldte mellefristede budgetmålsætning (og dermed fuldt ud lever op til reglerne under Stabilitets- og Vækstpagten) - Estland og Tyskland - hvilket peger på, at yderligere konsolidering er nødvendigt i en række øvrige eurolande.
Under de nye two-pack-regler har Kommissionen muligheden for at bede et euroland om at præsentere et nyt budgetudkast, der bedre lever op til kravene under Stabilitets- og Vækstpagten. Det er dog ikke sket i denne her omgang, hvor Kommissionen har valgt blot at påpege, at en række medlemslandes budgetplaner er i fare for ikke at leve op til Stabilitets - og Vækstpagten.
Det drejer sig om Malta, Italien, Spanien, Finland og Luxembourg. For Luxembourgs vedkommende skyldes det dog manglen på et fuldt budgetforslag pga. en ny regering.
Tre medlemslandes budgetplaner for 2014 er stort set i overenstemmelse med Stabilitets- og Vækstpagten - det drejer sig om planerne fra Belgien, Østrig og Slovakiet.
Endelige er der tre medlemslande, hvis budgetplaner lever op til Stabilitets- og Vækstpagten, men hvor manøvrerummet er begrænset, og der er en stor risiko for afvigelser. Denne situation kendetegner budgetpalnerne fra Frankrig, Nederlandene og Slovenien.
Europæiske semester
Den nye procedure er som nævnt blevet en del af det europæiske semester, hvor EU-landenes økonomiske og budgetmæssige politikker overvåges og koordineres. Det europæiske semester indledes med Kommissionens udarbejdelse af den årlige såkaldte varslingsrapport samt vækstanalyse, som blev præsenteret den 13. november 2013.
Næste skridt
Kommissionens vurderinger af eurolandenes budgetplaner blev drøftet på mødet i eurogruppen den 22. november 2013, hvor eurolandenes finans- og økonomiministre mødes (se erklæringen fra eurogruppen til højre på siden). Vurderingerne vil også blive sendt til de enkelte eurolandes nationale parlamenter - og på opfordring til Europa-Parlamentet.