Menneskehandel - nyt EU-direktiv
Samtidigt skal ofrene beskyttes bedre. Der stilles blandt andet krav til medlemslandene om ikke at retsforfølge ofre for menneskehandel samt at tilbyde dem støtte i form af blandt andet lægehjælp, juridisk rådgivning og tolkning, når det er nødvendigt.
Definitionen af trafficking udvides desuden i forhold til den eksisterende EU-rammeaftale fra 2002. Aftalen skal beskytte mennesker som handles til seksuel udnyttelse, tvunget arbejde, tvangsægteskaber, tvangstiggeri, organdonation og illegal adoption.
Kompromis
Direktivet er en kompromistekst indgået mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Det er første gang, at Europa-Parlamentet benytter sin nye kompetence fra Lissabontraktaten til at medlovgive om strafferammen i kriminalsager. De nye EU-regler bliver omfattet af det danske retsforbehold.
Strengere straffe til menneskehandlere
Maksimumstraffen for menneskehandel i EU-medlemsstaterne skal i følge det nye direktiv være mindst fem års fængselsstraf og i særligt alvorlige sager, eksempelvis hvor ofrene er børn, ti års fængselsstraf. Europa-Parlamentarikerne så gerne, at straffen blev hævet til henholdsvis mindst 6 år og mindst 12 år, men Kommissionens udgangspunkt endte med at blive accepteret.
Politisamarbejdet skal endvidere intensiveres, og Europa-Kommissionen udnævnte derfor i går en Koordinator for Antimenneskehandel, der skal lede samarbejdet mellem EU-institutionerne, EU-medlemslandene og mellem EU og tredjelande.
Hjælp til ofrene
Det nye direktiv betyder også, at medlemsstaterne i højere grad skal støtte ofre for menneskehandel. Direktivet stiller krav til medlemsstaterne om ikke at retsforfølge ofre for menneskehandel. Samtidigt skal ofrene tilbydes sikker indkvartering, materiel bistand samt lægehjælp og psykologbistand, hvis de har behov for det. Juridisk rådgivning og advokatbistand skal desuden være gratis, når ofret ikke har tilstrækkelige økonomiske midler. Under myndighedernes behandling af sagen skal oversættelse og tolkning tilbydes, når det er nødvendigt.
I debatten op til afstemningen takkede EU-kommissær Cecilia Malmström Europa-Parlamentet for en række konstruktive ændringsforslag herunder forslaget om, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod uledsagede børn, som er ofre for menneskehandel. Parlamentets rapporteur Anna Hedh (S&D) ærgrede sig dog over, at det ikke lykkedes Europa-Parlamentet at få opbakning til at kriminalisere klienter, ex. købere af sexydelser, som bevidst benytter sig af ydelser i forbindelse med menneskehandel. I kompromisteksten indgår dette punkt som "en opfordring til overvejelse i medlemsstaterne".
Der blev opnået opbakning til kompromisforslaget i Rådet den 2. december. Aftalen skal dog formelt vedtages på et kommende rådsmøde.