Ny klimarapport fra Folketinget

Rapporten giver en samlet oversigt over klimaudviklingen og klimastrategier.
Hovedtræk
Rapporten viser, at CO2-emissionerne er næsten fordoblet i de seneste 35 år, og at koncentrationen af CO2 i atmosfæren er på det højeste niveau nogensinde. Globalt skal CO2-emissionerne halveres senest i år 2050, hvis den globale opvarmning skal holdes indenfor den acceptable stigning på ca. 2˚C.
De industrialiserede lande ser ud til at få stabiliseret og nedbragt CO2-emissionerne i perioden frem til 2012; godt hjulpet af et kraftigt fald i CO2-emissionerne i de østeuropæiske lande efter 1990. FN’s Klimakonvention, Kyotoprotokollen og EU’s klimapolitik har i fællesskab medvirket til denne stabilisering. Udviklingslandenes CO2-emissioner stiger meget, som forventet. Udviklingslandenes CO2-emissioner pr. indbygger er dog på knap en tredjedel af industrilandenes.