Danmarks ratifikation af Lissabontraktaten
Fremsættelsen af lovforslaget er første skridt i Danmarks godkendelse, også kaldet ratifikation, af Lissabontraktaten. Herefter skal lovforslaget behandles i Folketinget. Efter vedtagelsen deponeres det såkaldte ratifikationsinstrument hos den italienske republiks regering.
Samtlige 27 medlemslande skal ratificere Lissabontraktaten før den kan træde i kraft. Ratifikationen sker ud fra de enkelte medlemslandenes såkaldte forfatningsmæssige bestemmelser. Afhængig af de forfatningsmæssige bestemmelser kan ratifikationen både ske ved en folkeafstemning eller ved en parlamentarisk godkendelse.
På nuværende tidspunkt er Irland det eneste medlemsland, der klart har tilkendegivet at ratifikationen vil ske ved en folkeafstemning. Ungarn ratificerede som det første medlemsland Lissabontraktaten 17. december 2007.
Fra EU's side er det forhåbningen, at ratifikationsprocessen kan være afsluttet i samtlige medlemslande inden den 1. januar 2009, hvor Lissabontraktaten ifølge traktatens egne bestemmelser skal træde i kraft.
Lovforslaget er fremsat af udenrigsministeren, og dets formelle navn er:
Lovforslaget skal behandles første gang i folketingssalen torsdag den 24. januar 2008. Det er forventningen, at lovforslaget kan være færdigbehandlet og vedtaget inden sommer.
EU-Sekretariatet har til behandlingen af lovforslaget udarbejdet en såkaldt sammenskrevet version af det gældende traktatgrundlag og Lissabontraktaten. Den sammenskrevne version kan findes her.