Hjælpemenu

Hovedmenu

Europa-Parlamentet godkender Kommissionens budgetforvaltning i 2006

Europa-Parlamentet godkendte den 22. april Europa-Kommissionens forvaltning af EU's budget for regnskabsåret 2006. Den årlige procedure bliver formelt kaldt "decharge-proceduren".

Europa-Parlamentet har på plenarsamling i Strasbourg den 22. april afsluttet den såkaldte decharge-procedure for forvaltningen af EU's budget for 2006. Europa-Parlamentets afgivelse af decharge godkender formelt Europa-Kommissionens budgetforvaltning for regnskabsåret 2006.

Det er Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg der står for udarbejdelsen af de betænkninger, der danner grundlag for afstemningen og den endelige afgivelse af decharge på plenarsamlingen i Strasbourg.

Dechargen på Europa-Kommissionens sektion af budgettet, indeholdt i betænkning A6-0109/2008 af den danske ordfører Dan Jørgensen, blev afgivet med 582 stemmer for, 49 imod og 54 der undlod at stemme.

Baggrund

Kommissionen er af EF-traktaten pålagt ansvaret for forvaltningen og gennemførelsen af EU’s budget, der skal ske i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Kontrollen med denne gennemførelse sker via tre forskellige kanaler. Kommissionens egne tjenestegrene udfører en intern kontrol og revision i forbindelse med forvaltningen af budgettet. Den uafhængige Revisionsret udfører en efterfølgende ekstern revision af budgetforvaltningen. Endelig foretager Parlamentet den endelige politiske kontrol og godkendelse af Kommissionens gennemførelse af budgettet.  

Yderligere information