Hjælpemenu

Hovedmenu

Resultat af budgetsamråd om budgettet for 2008

Rådet og Europa-Parlamentet (budgetmyndigheden) har afholdt et budgetsamråd den 23. november 2007 umiddelbart inden Rådets andenbehandling af budgettet for 2008. Det centrale punkt på dagsordenen var finansieringen af EU's satellitnavigationsprogram Galileo.

Der blev opnået enighed om finansieringen af satellitnavigationsprogrammet Galileo i perioden 2007-2013. Den samlede finansiering i denne periode forventes at andrage 3,4 mia. euro. Rådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen opnåede enighed om at tilvejebringe denne finansiering ved at revidere de finansielle perspektiver for perioden 2007-2013.

Revisionen betyder, at 400 mio. euro trækkes fra de transportrelaterede forskningsaktiviteter under det 7. rammeprogram for forskning. 200 mio. euro skaffes ved en omfordeling af midler i perioden 2009-2013 fra udgiftkategori 1 A , der omhandler konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse. 200 mio. euro trækkes fra de uudnyttede budgetmidler under udgiftskategori 1 A i perioden 2008-2013. Endelig hæves den øvre grænse for forpligtigelsesbevillinger i perioden 2008-2013 under udgiftkategori 1 A med 1,6 mia. euro, hvilket modsvares af en tilsvarende sænkning af loftet for forpligtigelsesbevillinger under udgiftskategori 2, der omhandler beskyttelse og forvaltning af naturressourcer.

Revisionen sikrer, at der tilføres 2,4 mia. euro til Galileo. Der var i forvejen afsat 1 mia. euro til Galileo i de finansielle perspektiver for 2007-2013. Selve revisionen af de finansielle perspektiver i perioden 2007-2013 kræver dog vedtagelse af en formel afgørelse af Rådet og Europa-Parlamentet om ændring af den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning fra maj 2006.

For 2008-budgettet betyder aftalen, at forpligtigelsesbevillingerne for Galileo fastsættes til 940 mio. euro, hvoraf de 151 mio. euro allerede er afsat i Kommissionens oprindelige budgetforslag for 2008. 50 mio. allokeres fra de transportrelaterede forskningsmidler og 200 mio. euro allokeres ved at aktivere det såkaldte fleksibilitetsinstrument. Betalingsbevillingerne til Galileo i 2008 andrager 300 mio. euro, hvoraf 100 mio. euro allerede var afsat i Kommissionens oprindelige budgetforslag for 2008.

På budgetsamrådet blev der endvidere opnået enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet om at fastsætte niveauet for midler i 2008-budgettet til den fælles udenrigs- og sikkerhedpolitik (FUSP) på 285,25 millioner euro i forpligtigelsesbevillinger. De 70 millioner euro vil blive genereret via fleksibilitetsinstrumentet.

Der blev også opnået enighed om det overordnede niveau af 2008-budgettets betalingsbevillinger, hvilke beløber sig til 120,34676 mia. euro svarende til 0,96 procent af EU's bruttonationalindkomst (BNI). Det overordnede niveau for betalingsbevillingerne inkluderer de aftalte betalingsbevillinger for Galileo i 2008.

Baggrund

Den såkaldte interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning fra maj 2006 beskriver i bilag II del C den såkaldte samrådsprocedure, hvorunder den generelle udvikling i udgifterne og hovedlinjerne i budgettet for det kommende regnskabsår drøftes af Rådet og Europa-Parlamentet. Budgetsamrådet skal endvidere anvendes til at opnå en aftale om de bevillinger, der har forbindelse med ny eller planlagt lovgivning samt de bevillinger, der følger af anvendelsen af den lovgivning, der gjaldt ved det foregående budgets vedtagelse.

Yderligere information