Om arbejdstiden for piloterne i SAS.
Svardato: 2. november 2011
Henning Hyllested (EL)
Da staten ejer en betydelig andel af SAS, vil ministeren så modsætte sig, at SAS påbyder sine piloter, at de i givet fald kan komme til at arbejde længere end de nuværende 13 timer, nemlig 16 timer, som EASA har foreslået?
Transportministeren (Henrik Dam Kristensen)
Det er mit ansvar som transportminister at sikre, at gældende luftfartslovgivning, herunder EU's regler om flyve-hviletid, overholdes af de luftfartsselskaber, som luftfartsmyndighederne i Danmark fører tilsyn med.
Spørgsmålet om hvordan luftfartsselskaberne agerer inden for det gældende regelsæts rammer, er et anliggende for pågældende luftfartsselskab. I den forbindelse gør jeg opmærksom på, at det er finansministeren, der varetager
den danske stats ejerandel af SAS.
For så vidt angår min egen holdning til flyve- og hviletidsreglerne, skal jeg henvise til besvarelse af spørgsmål nr. S 430.