Om piloters arbejdstid.
Svardato: 2. november 2011
Henning Hyllested (EL)
Hvad er ministerens holdning til, at EASA, ifølge en artikel i Politiken den 26. oktober 2011, ønsker at forlænge piloters arbejdstid op til 16 timer pr. dag
Transportministeren (Henrik Dam Kristensen)
Sagen om flyve- og hviletid for flypersonale ligger mig meget på sinde. Flysikkerheden må aldrig sættes på spil, hvorfor jeg er stærk tilhænger af, at EU´s flyve- og hviletidsregler ikke bør ændres uden et tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag er til stede.
Transportkommissær Siim Kallas har i et brev af 7. juli 2011 forsikret min forgænger Hans Chr. Schmidt om, at beslutninger om flyve- og hviletidsreglerne vil blive truffet på baggrund af en grundig, videnskabelig undersøgelse fra EASA. Denne forsikring agter jeg at holde Kommissionen fast på.