Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Lissabontraktaten

Besvaret § 20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)

Kan udenrigsministeren bekræfte forlydender om, at en liste over 33 uafklarede punkter i Lissabontraktaten, identificeret af det slovenske formandskab, er blevet tilbageholdt af hensyn til den irske folkeafstemning den 12. juni 2008?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Det slovenske formandskab indledte i januar 2008 det tekniske arbejde på embedsmandsniveau med iværksættelsen af Lissabon-traktaten, sådan som det blev besluttet af Det Europæiske Råd i december 2007.

Folketingets Europaudvalg modtog 4. februar 2008 foreløbig underretning om igangsættelsen af arbejdet, herunder også en oversigt over de 33 punkter, der behøver en mere detaljeret udmøntning. Regeringen har oplyst om status for arbejdet i forbindelse med besvarelsen af flere af de spørgsmål, som blev stillet i forbindelse med Folketingets grundige ratifikation af Lissabon-traktaten.

Der henvises i den sammenhæng til svar på spørgsmål 540, 541, 542, 543 og 544 ad L53 og svar på spørgsmål S1825 af 2. juni 2008.