Om Lissabontraktaten
Morten Messerschmidt (DF)
Finder udenrigsministeren det betryggende og i overensstemmelse med god lovgivningsskik, at Folketinget ratificerede Lissabontraktaten uden at få kendskab til en liste over 33 uafklarede punkter i traktaten, som er identificeret af det slovenske formandskab?
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Lissabon-traktaten fastlægger – ligesom alle tidligere traktater – de overordnede rammer for det europæiske samarbejde. Det er absolut ikke nyt, at når en traktat er vedtaget, så skal EU’s medlemslande udmønte disse rammer mere detaljeret.
Det kan næppe komme som en overraskelse, at EU’s medlemslande har startet drøftelserne om udmøntningen af Lissabon-traktaten.
I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 14. december 2007 blev det fastslået, at ”det tekniske arbejde begynder i januar i Bruxelles på basis af et arbejdsprogram, der forelægges af den kommende formand for Det Europæiske Råd under dennes ansvar.”.
I forlængelse heraf modtog Folketingets Europaudvalg 4. februar 2008 foreløbig underretning om igangsættelsen af det indledende tekniske arbejde med udmøntningen af Lissabon-traktaten, herunder en oversigt over de i spørgsmål S1825 nævnte 33 punkter.
Dertil kommer, at regeringen også oplyste om status for arbejdet i svarene på flere af de spørgsmål, som blev stillet i forbindelse med Folketingets grundige ratifikation af Lissabon-traktaten.
Der henvises i den sammenhæng til svar på spørgsmål 540, 541, 542, 543 og 544 ad L53