Redegørelse for det finansielle perspektiv 2007-2013

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Startskuddet til det europæiske slagsmål om EU's finansielle ramme for 2007 til 2013 gik, da Kommissionsformand Romano Prodi d. 10. februar i Europa-Parlamentet præsenterede Kommissionens meddelelse om de finansielle perspektiver. Prodi ligger op til, at EU' s budget skal stige fra 1% af landenes samlede bruttonationalindkomst (BNI) til 1, 24%.

Kommissionen foreslår bl.a. en ny struktur for de forskellige budgetkategorier, nye fleksibilitetsinstrumenter, at EU's udviklingsfond fremover bliver en del af det fælles budget samt at perioden for de finansielle perspektiver forkortes. I meddelelsen kaster Kommissionen også en føler ud om et andet kontroversielt emne; nemlig at tiden er inde til, at EU begynder at overveje mulighederne for at opkræve direkte skatter.

Kommissionen understreger i meddelelsen, at en EU-beskatning ikke skal ske i nær fremtid, men Kommissionen agter, at fremlægge en analyse og konlusioner om EU-beskatning inden sommeren 2004.

Kommissionen foreslår, at den europæiske udviklingsfond skal integreres i EU’s almindelige budget. Hidtil har udviklingsfonden bestået af donationer fra medlemstaterne. Donationerne udgør fondens budget, der fastsættes via aftaler indgået i Rådet. De nationale parlamenter skal hver især efterfølgende ratificere aftalen i overensstemmelse med dets forfatningsmæssige bestemmelser. I øjeblikket svarer fondens budget til 0,3% af landenes samlede BNI.

Kommissionen gør sig også til talsmand for at øge muligheden for fleksibilitet i EU-budgettet. Det foreslås derfor, at der indføres triloger, som Kommissionen, Parlamentet og Rådet kan samles i, hvis der er behov for at foretage ændringer i udgiftslofterne under de forskellige budgetkategorier. Det eksisterende fleksiblitetsinstrument bør udskiftes med en ikke nærmere defineret omallokeringsmekanisme, som kan bruges til, i begrænset omfang, at flytte finansielle midler mellem budget-kategorierne. Desuden foreslås det, at der oprettes en "vækst-tilpasningsfond" inden for budgetkategorien bæredygtig vækst og samhørighed, der skal bruges til at afhjælpe skævheder i forhold til køreplanen for forskellige EU-programmer.

Fleksibilitet er også argumentet for Kommissionens forslag om, at budgettet bør inddeles i færre budgetkategorier end tidligere. Det skal sikre bedre manøvremulighed overfor uforudsete udviklingstendenser. Derfor foreslås der fem budgetkategorier;

1) Bæredygtig udvikling. Denne kategori dækker konkurrencedygtighed og samhørighed mht. vækst og beskæftigelse, såsom midler til innovation forskning, uddannelse, det indre marked, social politiske initiativer samt midler til mindre udviklede medlemsstater og regioner.

2) Bevarelse og forvaltning af naturressourcer. Denne kategori omfatter udgifter til den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik og miljøpolitiske initiativer.

3) Unionsborgerskab og frihed, sikkerhed og retfærdighed. Kategorien skal dække udgifter til retlige og indre anliggender. Men også områder som fødevaresikkerhed, sundhed, forbrugerbeskyttelse, kultur, kontrol med ydre grænser og asylpolitik.

4) EU som en global partner. Denne kategori omfatter alle eksterne handlinger så som førtiltrædelsesinstrumenter, naboskabshandlinger, fattigdomsbekæmpelse og krise styring. Kommissionen ønsker også, at Den Europæiske Udviklingsfond skal finansieres herigennem.

5) Administration. Denne udgiftspost omfatter andre institutioner end Kommissionen, hvis udgifter er indarbejdet i de første fire budgetkategorier.

I fremtidens EU ønsker Prodi at styrke bæredygtig udvikling ved at styrke konkurrenceevnen. Redskaberne skal være kvalitet, teknologisk udvikling, forskning, innovation og investering i menneskelige ressourcer. Prodi vil også give det europæiske statsborgerskab et praktisk udtryk. Det skal ske ved at medlemsstaternes regeringer og EU samarbejder om at have samme målestok for individuelle rettigheder, sikkerhed og livskvalitet i hele EU. Prodi nævnte i den forbindelse en fælles indsats mod kriminalitet og terrorisme samt forvaltning af de ydre grænser og indvandringsstrømme og vigtigheden af at betragte indvandrerne som en værdifuld ressource for økonomien. Sidst men ikke mindst bør EU’s rolle som aktør på den internationale scene styrkes. Prodis ambitioner er, at EU skal være intet mindre end en stabiliserende faktor for hele planeten. Mere konkret gentog han budskabet om, at EU skal tale med én stemme i bl.a. FN, Verdensbanken og Den Internationale Monetære Fond.

Europa-Parlamentarikerne var i det store hele positivt indstillede overfor Kommissionens planer for det finansielle perspektiv. Specielt fandt Kommissionen opbakning til ideen om at udvide og ændre fleksibilitetsinstrumentet. Den socialdemokratiske formand for Europa-Parlamentets budgetudvalg, Terry Wynn, var begejstret for Kommissionens forslag om fleksibilitet. Henvendt til Rådet forklarede han, at EU's budget fra 1988 til 2002 havde et gennemsnit på 1% af bruttonationalproduktet. Men det gennemsnit dækkede i nogle år over 1,15% og i andre år over mindre end 1%. Pointen, sagde han, er at EU's budget, er nødt til at have en hvis fleksibilitet for at kunne løse uforudsete udgiftsposter, sådan som f.eks. Kosovo, Serbien, Afghanistan og Irak har været det. De medlemslande som synes, at stabilitetspagten er for ufleksibel, bør huske hvorfor de siger det, inden de foreslår en ligeså ufleksibel grænse, forsatte han.

James Elles erklærede på vegne af den konservative gruppe, at gruppen delte de synspunkter, som Terry Wynn gav udtryk for. I samme ånd bakkede Graham Watson, leder af den liberale gruppe, op om Romano Prodis kritik af de seks medlemsstaters 1% grænse. I øvrigt, sagde han, ville det være nemmere at leve med et EU-budget på maximalt 1% af bruttonationalindkomsten, hvis medlemsstaterne udviste vilje til at reformere den fælles landbrugspolitik yderligere.

Det finansielle overslag skal vedtages ved en interinstitutionel aftale mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Til det var Terry Wynns kommentar, at Rådet skulle huske på, at de var nødt til at blive enige med Parlamentet, og at Parlamentet sådan set var ligeglad, om der kom en aftale i stand om de finansielle perspektiver for 2007-2013. Får vi den ikke, forsætter vi blot med at vedtage budgettet med den årlige budgetprocedure. Det skal ikke opfattes som en trussel, bare som en påmindelse, sagde han.

Rådet vil indlede diskussionerne om de finansielle perspektiver på Rådsmødet for almindelige og eksterne anliggender d. 23. februar. Herefter vil det irske formandskab forsøge at skabe enighed om en tidsplan og fremgangsmåde på forårstopmødet i d. 25.-26.marts. I juli måned forventes Kommissionen at fremsætte en pakke med finansielle og lovgivningsmæssige forslag. Men først i december 2005 forventes aftalen om de finansielle overslag at være i hus.

Med venlig hilsen

Michala Jessen