Grundnotat om ulovlig handel med menneskelige organer og væv
PDF udgave (126 KB)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
Journalnummer
Kontor
1
400.C.2-0
EU-sekr.
9. juli 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets
grundnotat om forslag til rammeafgørelse om forebyggelse af og kontrol med
ulovlig handel med menneskelige organer og menneskeligt væv.
Materialet er ligeledes oversendt til Folketingets Retsudvalg.
Bilaget (rammeafgørelsen) findes ikke i elektronisk form
2
Kære udenrigsminister.
Vedlagt sender jeg dig forslag til rammeafgørelse om forebyggelse af og kontrol
med ulovlig handel med menneskelige organer og menneskeligt væv tillige med et
grundnotat herom, idet jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketin-
gets Europaudvalg.
Det bemærkes, at materialet ligeledes bliver oversendt til Folketingets Retsudvalg.
Med venlig hilsen
3
G R U N D N O T A T
om
forslag til rammeafgørelse om forebyggelse af og kontrol med ulovlig handel
med
menneskelige organer og menneskeligt væv
Det græske formandskab har den 13. februar 2003 fremsat forslag til en
rammeafgørelse om forebyggelse af og kontrol med ulovlig handel med
menneskelige organer og menneskeligt væv. Formålet med forslaget er at
sikre effektive og mere ensartede strafferetlige regler i EU-landene på områ-
det.
Forslaget til rammeafgørelse bygger i et vist omfang på Rådets rammeafgø-
relse af 19. juli 2002 om bekæmpelse af menneskehandel. Medlemsstaterne
forpligtes således ved forslaget til at kriminalisere menneskehandel med hen-
blik på ulovlig fjernelse af organer eller væv fra personen. Herudover inde-
holder forslaget til rammeafgørelse forpligtelse til at kriminalisere en række
handlinger forbundet med ulovlig organtransplantation og organhandel. For-
slaget til rammeafgørelse indeholder desuden visse minimumskrav til med-
lemsstaternes sanktioner på området og bestemmelser om medlemsstaternes
straffemyndighed.
1. Indhold
Retsgrundlaget for rammeafgørelsen er artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel
34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
I artikel 1 defineres rammeafgørelsens begreber. 'Transplantation' omfatter
således alle dele af processen, mens 'væv' ligeledes omfatter celler. 'Menne-
skelige organer og menneskeligt væv' omfatter imidlertid ikke visse væv, der
kan gendannes, samt blod. Bestemmelsen definerer ligeledes 'en mindreårig'
som enhver, der ikke er fyldt 18 år.
Medlemsstaterne forpligtes efter artikel 2 til at kriminalisere følgende forsæt-
lige handlinger:
3.
Menneskehandel, der sker ved hjælp af magt, svig, tvang eller trusler,
bedrageri, magtmisbrug eller andre former for misbrug, når det sker
med henblik på ulovlig fjernelse af organer eller væv.
2 a) Fjernelse af et organ eller væv fra en levende donor under anvendelse
af vold, trusler eller svig.
4
2 b) Fjernelse af et organ fra en donor, som har samtykket heri på grund af
betaling af eller løfte om økonomisk modydelse.
2 c) Betaling af, tilbud om eller løfte om betaling af en økonomisk mod-
ydelse, enten direkte eller via tredjemand, til en donor for at opnå, at
denne samtykker i at få fjernet et organ.
2 d) Donorens eller tredjemands modtagelse af eller krav om en økonomisk
modydelse, for at denne (donoren) skal samtykke i at få fjernet et or-
gan.
2 e) Virke som mellemmand ved udførelsen af ovennævnte handlinger (litra
a - d).
2 f) Krav om, modtagelse af, betaling af, tilbud eller løfte om en økonomisk
modydelse med henblik på fremskaffelse og erhvervelse af og mere ge-
nerelt ulovlig handel med menneskelige organer og menneskeligt væv.
3 a) Køb, besiddelse, lagring, transport, import, eksport eller overdragelse af
rådigheden til menneskelige organer, som er fjernet ved én af de oven-
for anførte handlinger (stk. 1 og 2).
3 b) Læge- eller sygehuspersonales deltagelse i transplantation af et organ
med fuld viden om, at det har været genstand for én af de ovenfor an-
førte handlinger.
Efter artikel 3 forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at også forsøg på og medvir-
ken til de i artikel 2 nævnte lovovertrædelser kan straffes.
Artikel 4, stk. 1, indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at de
lovovertrædelser, der er nævnt i artikel 2 og artikel 3, straffes med sanktioner, der er
effektive, står i rimeligt forhold til lovovertrædelsen, har afskrækkende virkning og
kan medføre udlevering.
Efter artikel 4, stk. 2, forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at der under følgende
skærpende omstændigheder er en strafferamme på mellem 5 og 10 års fængsel:
3. hvis offeret ved lovovertrædelsen forsætligt eller groft uagtsom er blevet
bragt i livsfare,
4. hvis lovovertrædelsen er begået mod en mindreårig,
5. hvis lovovertrædelsen har forvoldt offeret særlig alvorlig fysisk skade, eller
6. hvis lovovertrædelsen er begået inden for en kriminel organisation.
Artikel 5 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmel-
sen forpligter medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige
med hensyn til de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det omfang
handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er begået af en
person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under den juri-
diske person.
Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan
straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske per-
sons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons
myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.
5
Ifølge artikel 6 er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske
personer kan iværksættes sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskræk-
kende virkning, herunder bødestraf eller andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra
offentlige ydelser og tilskud og forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.
Artikel 7 indeholder bestemmelser om straffemyndighed. Den enkelte medlemsstat
forpligtes til at etablere straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået helt eller
delvist på medlemsstatens territorium (litra a), når gerningen er begået af en stats-
borger i den pågældende medlemsstat (litra b), og når lovovertrædelsen er begået til
fordel for en juridisk person, der er etableret på den pågældende medlemsstats terri-
torium (litra c).
I artikel 8 fastslås det, at medlemsstaterne inden en endnu ikke fastsat dato skal
have truffet de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre rammeafgørelsen i
national ret, mens det af artikel 9 fremgår, at rammeafgørelsen træder i kraft på
dagen for offentliggørelsen i EF-Tidende.
3. Dansk ret
3.1. Lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv.
Lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation mv. (herefter
benævnt 'ligsynsloven') indeholder en ræ kke bestemmelser om transplantation af
væv og organer fra såvel levende som afdøde personer.
Ifølge ligsynslovens § 13 kan væv og an det biologisk materiale udtages i en
persons levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet
menneske, hvis personen har meddelt skriftligt samtykke hertil. Samtykket
skal opfylde visse formkrav, og indgrebet kan kun foretages, hvis det er uden
nærliggende fare for personen.
Ifølge ligsynslovens § 14 kan væv og ande t biologisk materiale udtages fra en afdød
person til behandling af sygdom eller legemsskade hos en afdød person, hvis der er
givet samtykke hertil. Samtykket kan i visse tilfælde gives af den afdøde persons
pårørende.
Andre indgreb på en afdød kan ifølge § 16 kun foretages, såfremt afdøde efter sit
fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.
Ifølge ligsynslovens § 20, stk. 2, straffes den, der udtager væv og andet biologisk
materiale, uden at lovens betingelser herfor er opfyldt, med bøde, medmindre høje-
re straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Den, der yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse
eller overførsel af væv og andet biologisk materiale til behandling, straffes ifølge §
20, stk. 3, ligeledes med bøde. Det samme gælder den, der med viden om, at der er
ydet eller modtaget betaling som nævnt ovenfor, medvirker til, at et sådant indgreb
foretages.
3.2. Straffelovens materielle bestemmelser
6
Ifølge straffelovens § 244 straffes den, som øver vold mod eller på anden måde
angriber en andens legeme, med bøde eller fængsel i indtil 3 år. Efter § 245 straffes
den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig
skyldig i mishandling, med fængsel i indtil 6 år. Foreligger der særdeles skærpende
omstændigheder, kan straffen efter § 246 stige til fængsel i indtil 10 år.
Det må antages, at ulovlig udtagelse af organer udgør en grov legemsbeskadigelse
omfattet af § 245 eller § 246.
Det skal bemærkes, at en tidligere bestemmelse om straffritagende samtykke i § 248,
stk. 1, er udgået i forbindelse med lov nr. 272 af 3. maj 1989. Bestemmelsen blev
anset for overflødig ud fra den betragtning, at det følger af almindelige strafferetlige
principper, at et samtykke i visse tilfælde kan gøre en ellers strafbar handling straf-
fri. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladel-
se ligger til grund for ovennævnte lov, og Straffelovrådet antager her, at et samtykke
kun kan gøre en ellers strafbar handling straffri, hvis samtykket er givet af en myn-
dig person, og hvis handlingen er kriminaliseret alene til værn for enkeltpersoner, jf.
betænkningens s. 159. Det antages på denne baggrund, at der kun kan gives straffri-
tagende samtykke til legemsangreb af mindre grov karakter (§ 244).
Ud over voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246 er der ved lov nr. 380 af 6.
juni 2002 tilføjet en bestemmelse, der kriminaliserer menneskehandel, i straffelo-
vens § 262 a. Efter bestemmelsens stk. 1 straffes med fængsel i indtil 8 år bl.a. den,
der med henblik på fjernelse af organer rekrutterer, transporterer, overfører, huser
eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt
4. ulovlig tvang efter § 260,
5. frihedsberøvelse efter § 261,
6. trusler efter § 266,
7. retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse, eller
8. anden utilbørlig fremgangsmåde
På samme måde straffes efter § 262 a, stk. 2, bl.a. den, der med henblik på
fjernelse af organer
9. rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en
person under 18 år, eller
10.yder betaling eller anden fordel for at opnå samtykke til udnyttelsen fra en
person, som har myndighed over den forurettede, og den, der modtager
sådan betaling eller anden fordel.
3.3. Forsøg og medvirken
Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som tilsigter at fremme eller bevirke
udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Efter straffe-
lovens § 23 udvides den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse til at om-
fatte alle, der ved tilskyndelse råd eller dåd har medvirket til gerningen.
3.4. Sanktionsfastsættelse
7
Det fremgår af straffelovens § 80, at der ved straffens udmåling skal tages hensyn til
lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herun-
der om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter
gerningen samt hans bevæggrunde til denne. At gerningen er udført af flere i for-
ening vil i reglen være at anse som en skærpende omstændighed.
3.5. Strafansvar for juridiske personer
Der kan efter straffelovens § 306 pålægges selskaber mv. (juridiske personer) straf-
ansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af straffeloven, der er
begået for at skaffe den juridiske person vinding.
8
3.6. Straffemyndighed
Det er en forudsætning for dansk straffemyndighed i forhold til handlinger i
udlandet, at den relevante straffebestemmelse ikke er territorialt begrænset til
Danmark. Derefter skal det vurderes, om de danske domstole har straffe-
myndighed i overensstemmelse med straffelovens bestemmelser herom i
straffelovens §§ 6-8.
Straffelovens bestemmelser, der er relevante i forhold til denne rammeafgø-
relse, kan ikke antages for at være territorialt begrænset. Overtrædelser af
disse straffelovsbestemmelser må således betragtes som forbrydelser uanset,
hvor handlingen er begået. Straffebestemmelser i særlovgivningen frembyder
imidlertid større tvivl, og det må som udgangspunkt antages, at særlovgivnin-
gens straffebestemmelser kun finder anvendelse over for handlinger begået
på dansk territorium. Hvis der skal afviges fra dette princip, bør det udtryk-
keligt fremgå af særlovgivningen.
Det kan give anledning til tvivl, hvorvidt ligsynslovens straffebestemmelser
er territorialt afgrænset. I mangel af udtrykkelige holdepunkter for, at be-
stemmelserne skal tillægges universel anvendelighed, må det imidlertid anta-
ges, at loven er territorialt begrænset til dansk territorium.
I det omfang de relevante straffebestemmelser finder anvendelse i forhold til
handlingerne, er der dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6, når
handlingerne foretages i den danske stat, på dansk fartøj som befinder sig
uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område, samt på dansk fartøj
som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt område, af personer, der
hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette.
Efter straffelovens § 7 hører endvidere under dansk straffemyndighed handlinger,
som en person, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, har foreta-
get uden for denne, for så vidt handlingen er foretaget uden for folkeretligt aner-
kendt statsområde, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre frihedsstraf,
eller for så vidt handlingen er foretaget inden for sådant område, hvis den er straf-
bar også efter den der gældende lovgivning.
Straffelovens § 8 indeholder en opregning af en række tilfælde, hvor handlinger,
foretagne uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører
hjemme, hører under dansk straffemyndighed.
Efter § 8, nr. 5, hører handlinger således under dansk straffemyndighed når de er
foretagne uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningsmanden hører
hjemme, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken
Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.
Endvidere hører handlinger foretagne uden for den danske stat, uanset hvor ger-
ningsmanden hører hjemme, under dansk straffemyndighed efter § 8, nr. 6, når
udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås, og handlingen, for så
9
vidt den er foretaget inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er strafbar efter
den dér gældende lovgivning, og den efter dansk ret kan medføre højere straf end
fængsel i 1 år.
11. Lovgivningsmæssige og st atsfinansielle konsekvenser
Rammeafgørelsens artikel 2 indeholder en opregning af en række handlinger, som
medlemsstaterne forpligtes til at kriminalisere. Menneskehandel med henblik på
fjernelse af organer, som defineret i artikel 2, stk. 1, må anses for dækket af straffe-
lovens § 262 a, som imidlertid ikke omfatter væv.
Fjernelse af et organ eller væv fra en levende donor under anvendelse af vold eller
trusler, som defineret i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, litra a, må anses for om-
fattet af straffelovens bestemmelser om vold (§§ 244 – 246) og trusler (§ 266). Der
vil tillige være tale om en overtrædelse af ligsynslovens § 20, stk. 2, da der ikke vil
være det fornødne forudgående samtykke. I tilfælde af svig må det ligeledes antages,
at ligsynslovens § 20, stk. 2, er overtrådt, da der ikke foreligger gyldigt samtykke.
Fjernelsen af et organ med viden om, at der er givet samtykke på baggrund af en
økonomisk ydelse eller lignende, som anført i artikel 2, stk. 2, litra b, er strafbart
efter ligsynslovens § 20, stk. 3, pkt. 2.
Løfte og tilbud om eller betaling af økonomisk ydelse til en donor eller mellem-
mand for at få samtykke til organ- eller vævsdonation, som beskrevet i artikel 2, stk.
2, litra c, er kriminaliseret i ligsynslovens § 20, stk. 3, 1. pkt. Efter denne bestem-
melse straffes den, der yder betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse
eller overførsel af væv og ande t biologisk materiale med bøde.
Løfte og tilbud om betaling må antages for dækket af de almindelige regler om for-
søg i straffelovens § 21.
Kriminaliseringsforpligtelsen i artikel 2, stk. 2, litra d, hvorefter en donor eller mel-
lemmands krav om eller modtagelse af økonomisk modydelse for at give samtykke
til fjernelse af organ eller væv skal kriminaliseres, må anses for opfyldt i kraft af
ligsynslovens § 20, stk. 3, som omfatter både ydelsen og modtagelsen af betaling
eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller overførsel af væv og andet biolo-
gisk materiale.
Virke som mellemmand i forbindelse med visse handlinger som nævnt i artikel 2,
stk. 2, litra e, må anses for dækket af straffelovens § 23 om medvirken.
Handlingerne opregnet i artikel 2, stk. 2, litra f, vedrørende krav om eller modtagel-
se af økonomisk ydelse i forbindelse med organhandel må anses for opfyldt i kraft
af ligsynslovens § 20, stk. 3, sammenholdt med straffelovens § 23 om medvirken.
Artikel 2, stk. 3, litra a, indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at krimi-
nalisere køb, besiddelse, lagring, transport, import, eksport eller overdragelse af
rådigheden til menneskelige organer eller væv, der er fjernet ved én af de handlin-
ger, som er nævnt i artikel 2. Der er således tale om en form for hæleri i forbindelse
med ulovligt tilvejebragte organer og væv.
10
I det omfang der foreligger en aftale om efterfølgende medvirken allerede forud for
selve den ulovlige udtagelse af organ eller væv, vil der være tale om strafbar medvir-
ken omfattet af straffelovens § 23.
Hvis dette ikke er tilfældet, vil de efterfølgende handlinger ikke kunne straffes som
medvirken. Efter straffelovens § 290 straffes imidlertid den, der uberettiget modta-
ger eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved en strafbar lovover-
trædelse, og den, der uberettiget ved at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til
afhændelse eller på lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet
af en strafbar overtrædelse. Ulovligt udtagne organer eller væv må som udgangs-
punkt anses som 'udbytte' i bestemmelsens forstand, og artikel 2, stk. 3, litra a, må
derfor anses for opfyldt i dansk ret.
Artikel 2, stk. 3, litra b, forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere læge- og syge-
huspersonales deltagelse i transplantation af et organ med fuld viden om, at det
har været genstand for én af de ovenfor anførte handlinger.
I det omfang der er tale om organer eller væv, der transplanteres på baggrund af
ydelse af betaling, vil personer, der medvirker til transplantationen, kunne straffes
efter ligsynslovens § 20, stk. 3. Det kan imidlertid ikke anses for strafbart efter
dansk ret at medvirke til transplantationen i tilfælde, hvor organet eller vævet er
tilvejebragt i strid med de øvrige bestemmelser i artikel 2, medmindre der er tale om
medvirken allerede på gerningstidspunktet. En fuldstændig gennemførelse af be-
stemmelsen i dansk ret, vil derfor kræve en lovændring, idet efterfølgende medvir-
ken, som nævnt, ikke er strafbart efter straffelovens § 23.
Samlet er det således umiddelbart vurderingen, at en gennemførelse af artikel 2 i
dansk ret vil kræve en ændring af straffel ovens § 262 a med henblik på at udvide
bestemmelsen til ikke blot at omfatte organer, men også væv. Derudover er en lov-
ændring påkrævet for at gennemføre artikel 2, stk. 5, litra b, vedrørende læge- og
sygehuspersonales transplantation af organer med viden om forudgående handlin-
ger i strid med visse af bestemmelserne i artikel 2.
Artikel 3 vedrørende anstiftelse, medvirken og forsøg giver ikke umiddelbart anled-
ning til lovændringer, da de almindelige regler om forsøg og medvirken i straffelo-
vens §§ 21 og 23 må antages at være dækkende.
Artikel 4, stk. 1, indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte effek-
tive strafferetlige sanktioner for de i artikel 2 nævnte strafbare handlinger. Dette
krav må anses for opfyldt ved de ovennævnte bestemmelser i straffeloven og lig-
synsloven.
Medlemsstaterne forpligtes endvidere til at have strafferetlige sanktioner, der kan
medføre udlevering. Da udlevering i en række tilfælde forudsætter, at handlingen
kan resultere i frihedsstraf, vil de handlinger, der alene er omfattet af ligsynslovens
bestemmelser om bødestraf, som udgangspunkt ikke være dækkende.
Efter artikel 4, stk. 2, forpligtes medlemsstaterne endvidere til at sikre, at handlin-
gerne nævnt i artikel 2 under nærmere opregnede skærpende omstændigheder er
11
undergivet en strafferamme på mellem 5 og 10 års fængsel. I det omfang en person
på hensynsløs måde er blevet bragt i livsfare, vil straffelovens § 252 finde anvendel-
se, hvormed handlingen kan straffes med fængsel i indtil 8 år, og når der er tale om
grov vold efter straffelovens § 245 – 246, vil der kunne straffes med fængsel i indtil
6 år. Overtrædelse af straffelovens § 262 a straffes i øvrigt med fængsel i indtil 8 år.
Lovovertrædelser der begås mod et barn, eller lovovertrædelser der begås inden for
en kriminel organisation, vil som udgangspunkt være omfattet af de almindelige
strafferammer, men forholdene vil efter omstændighederne kunne tillægges skær-
pende betydning ved udmålingen af straffen indenfor strafferammen. I det omfang
handlingen ikke er dækket af ovenstående bestemmelser, vil lovændringer således
være påkrævet. Det drejer sig navnlig om de handlinger, der udelukkende er strafba-
re efter ligsynsloven.
Efter artikel 5 og 6 i udkastet til rammeafgørelse forpligtes medlemsstaterne til at
sikre, at juridiske personer kan pålægges et ansvar for de i rammeafgørelsen opreg-
nede handlinger.
I det omfang der er tale om overtrædelser af straffeloven, vil juridiske personer
kunne straffes efter reglerne i straffelovens kapitel 5, jf. straffelovens § 306, hvis
overtrædelsen sker med henblik på at skaffe den juridiske person vinding. Juridiske
personer vil derimod ikke kunne ifalde ansvar for overtrædelser af ligsynsloven, da
dette ikke er hjemlet i loven. En gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil
derfor nødvendiggøre en ændring af ligsynslo vens regler for så vidt angår ansvaret
for juridiske personer.
Rammeafgørelsens artikel 7 om medlemsstaternes straffemyndighed vi i det omfang
de relevante straffebestemmelser ikke er territorialt begrænsede kunne opfyldes i
henhold til straffelovens § 8, nr. 5, hvorefter der er dansk straffemyndighed, når
handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er
forpligtet til at foretage retsforfølgning.
Da ligsynsloven som nævnt må antages at være begrænset til at finde anvendelse på
dansk territorium, må det antages for påkrævet at ændre ligsynsloven, således at
lovens straffebestemmelser ikke alene finder anvendelse på handlinger foretaget på
dansk territorium.
Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.
12. Høring
Udkastet er sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Det Danske
Center for Menneskerettigheder, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk
Sygeplejeråd, Den Centrale Videnskabsetiske Komité, Den Danske Dommerfor-
ening, Det Etiske Råd, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i Kø-
benhavn, Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og ret-
terne i Århus, Odense, Aalborg og Rosk ilde samt Statsadvokatforeningen.
12