Rapport fra taskforcen om økonomisk styring

På EU-topmødet i marts 2010 blev der nedsat en såkaldt taskforce bestående af EU-landenes finansministre og med Det Europæiske Råds faste formand, Herman Van Rompuy, som formand.
Taskforcen har set på muligheden for styrket økonomisk samarbejde, hvor specielt tiltag for at øge budgetdisciplinen i relation til Stabilitets- og Vækstpagten har været drøftet. Den endelige rapport fra taskforcen blev offentliggjort den 21. oktober 2010, og den blev drøftet og formelt godkendt af EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet den 28.-29. oktober 2010.
Rapporten indeholder forslag på fem områder, der har til formål at:
-
Forstærke budgetdisciplinen primært gennem styrkelse af Stabilitets- og Vækstpagten.
-
Udbrede den økonomiske overvågning til at omfatte makroøkonomiske ubalancer og konkurrenceevne.
-
En dybere og mere omfattende koordinering af den økonomiske politik.
-
Etablere en fast ramme for krisehåndtering.
-
Styrke de institutioner der fremmer en mere effektiv økonomisk styring.
Rapporten skal ses i sammenhæng med Europa-Kommissionens sideløbende arbejde om styrket økonomisk styring, der mundede ud i en samlet forslagspakke, der blev præsenteret den 29. september 2010.
Både taskforcens rapport og Kommissionens forslagspakke foreslår en styrkelse af sanktionsmulighederne overfor eurolandene - både under Stabilitets- og Vækstpagten, men også i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer. Sanktionerne skal være graduerede og kunne iværksættes tidligere i processen. Som noget nyt kan et medlemsland komme under en procedure for uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, hvilket i yderste instans kan ende med en bøde på 0,1 procent af bruttonationalproduktet (BNP), hvis der altså er tale om et euroland.
Et andet element er selve vedtagelsen af sanktionerne, hvor en større automatik ønskes, hvilket betyder, at der nu skal være et kvalificeret flertal i Rådet for at bremse sanktionerne mod et euroland - den såkaldte omvendte flertalsregel.
Rapporten fra taskforcen blev fremlagt af finansminister Claus Hjort Frederiksen på mødet i Folketingets Europaudvalg den 15. oktober 2010.
Fransk-tysk udspil
I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten fra taskforcen er der kommet en særskilt fælles erklæring fra Frankrig og Tyskland om mulige tiltag til styrket budgetdisciplin og økonomisk koordinering. Modsat rapporten fra taskforcen og Kommissionens forslagspakke, så forudsætter det fransk-tyske udspil en traktatændring.
På EU-topmødet den 28.-29. oktober 2010 blev EU's stats- og regeringschefer enige om behovet for etablering af en permanent krisemekanisme som foreslået i det fransk-tyske udspil. Det forudsætter som nævnt en traktatændring. Europa-Komissionen vil derfor komme med et udspil til konstruktionen af krisemekanismen på EU-topmødet til december, hvor den endelige beslutning og formulering af traktatændringen også vil blive foretaget.
Eurogruppen
Eurogruppen vedtog på et møde den 28. november 2010 en erklæring med en række betragtninger om den kommende permanente europæiske stabiliseringsmekanisme, der ifølge eurogruppen bør baseres på den nuværende europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet.
Folketinget
Folketingets Europaudvalg behandlede på mødet den 10. december 2010 spørgsmålet om traktatændring og den permanente krisemekanisme, som er på stats- og regeringschefernes dagsorden på EU-topmødet den 16.-17. december 2010.
På Europaudvalgets møde støttede udvalget regeringens forhandlingsoplæg om traktatændringen vedr. den permanente krisemekanisme.