EU-topmøde - status på førstedagen

Det slovenske EU-formandskab og kommissionsformanden orienterede sent torsdag aften om udfaldet af dagens drøftelser på EU-topmødet i Bruxelles.
Lissabonstrategien
Janez Jansa ,den slovenske premierminister, informerede om at Lissabonstrategien fungerer godt. Ifølge premierministeren skulle fokus derfor rettes mod en styrket gennemførelse og strukturreformer. Den sociale dimension og miljøet var endvidere elementer, der skulle prioriteres. Det indre marked, bedre forhold for små og mellemstore virksomheder samt bedre regulering var ifølge premierministeren andre centrale indsatsområder.
Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, kunne supplere med at der blandt medlemslandene var bred opbakning til den nye cyklus (2008-2010) af Lissabonstrategien. Idéen om den såkaldte femte frihed for viden (fri bevægelighed for viden) var blevet modtaget positivt af stats- og regeringscheferne.
Energi og klima
Energi- og klimapakken var det emne, der havde optaget størstedelen af stats- og regeringschefernes drøftelser under middagen.
Ifølge den slovenske premierminister var der tale om en ambitiøs tidsramme for vedtagelsen af Europa-Kommissionens forslagspakke. EU-formandskabet beskrivelse af tidsrammen forudsætter en politisk aftale mellem medlemslandene inden udgangen af 2008, hvorefter en aftale med Europa-Parlamentet forventes indgået i starten af 2009. Den slovenske premierminister understregede vigtigheden af at have energi- og klimapakken på plads inden FN's klimakonference i København i slutningen af 2009, hvilket forudsætter en endelig vedtagelse inden valget til Europa-Parlamentet i juni 2009.
EU stiler fortsat efter en global klimaaftale til erstatning af Kyoto-aftalen i perioden efter 2012, hvilket er forudsætningen for at EU-målsætningen om reduktion af CO2-udledningen i 2020 hæves fra 20 til 30 procent.
Direkte adspurgt om en eventuel reformulering af målsætningen vedr. biobrændstoffer tilkendegav premierministeren, at spørgsmålet havde været drøftet. Ifølge formandskabet var det nødvendigt at forholde sig til de bekymringer, der har været rejst om stigende fødevarepriser. Der er derfor behov for at analysere spørgsmålet yderligere.
Middelhavsunion
Den franske præsident Sarkozy og den tyske kansler Merkel havde under middagen orienteret om planerne vedrørende en middelhavsunion. EU-formandskabet fastslog på pressekonferencen, at der var tale om en opgradering af den såkaldte Barcelonaproces, der desuden ville omfatte alle EU's medlemslande. Der var ifølge formandskabet enighed blandt medlemslandene om lanceringen af denne middelhavsunion, men de konkrete tiltag vil først blive vedtaget på et senere tidspunkt.
På spørgsmålet om hvorvidt den islamkritiske film Fitna, som det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders har produceret, var blevet drøftet, svarede komissionsformanden kort, at den hollandske premierminister Balkenende havde informeret om emnet.