Hvordan fungerer den almindelige lovgivningsprocedure?

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Hvordan fungerer den almindelige lovgivningssprocedure?

Svar

En af de helt centrale lovgivningsprocedurer i EU i dag er den almindelige lovgivningsprocedure, der tidligere blev kaldet den fælles beslutningsprocedure. Beslutningsproceduren blev indført med Maastricht-traktaten i 1993 og senere ”strammet op” med Amsterdam-traktaten. Med Lissabontraktaten blev proceduren udbredt til 45 nye politikområder, hvorfor proceduren skiftede navn til den almindelige lovgivningsprocedure.

Den almindelige lovgivningsprocedure

Den almindelige lovgivningsprocedure er beskrevet i artikel 294 EUF. Proceduren har tidligere gået under en række forskellige betegnelser såsom: co-decisionsproceduren, proceduren for fælles beslutningstagen, medbestemmelsesproceduren, forligsproceduren og den fælles beslutningsprocedure.

Den almindelige lovgivningsprocedure har medvirket til at styrke Europa-Parlamentets indflydelse væsentligt. Beslutningsproceduren ligestiller nemlig Rådet og Europa-Parlamentet i den forstand, at begge institutioner skal godkende et forslag, før det kan blive en realitet. Beslutningsproceduren giver desuden Europa-Parlamentet mulighed for at mødes i direkte forhandlinger med Rådet i et forligsudvalg i tilfælde af uenighed om et forslag.

Efter Nice-traktatens ikrafttræden blev den tidligere fælles beslutningsprocedure anvendt på ca. 45 samarbejdsområder. Med Lissabontraktatens ikrafttrædelse udvides anvendelsesområdet som nævnt, hvor bl.a. landbrugspolitikken nu vedtages under den almindelige lovgivningsprocedure - se EU-note om Lissabontraktatens nye beslutningsprocedurer.

Den almindelige lovgivningsprocedure er opdelt i tre faser. Et forslag kan gennemgå op til tre behandlinger. Om den endelige vedtagelse sker allerede under første- eller andenbehandlingen, eller om forslaget også skal igennem en tredjebehandling afhænger af parternes forhandlingsvilje.

Du kan læse mere om den almindelige lovgivningsprocedures tre faser her.