Spørgsmålets fulde ordlyd:

Svar

Der findes to EU-lovgivningsprocedurer: 1) den almindelige lovgivningsprocedure og 2) den særlige lovgivningsprocedure.

Lissabontraktaten reformerede beslutningsprocessen i EU bland andet ved ændringen af de gældende lovgivningsprocedurer.

I grove træk kan de to beslutningsprocedurer koges ned til, at lovgivningen bliver til ved, at Kommissionen udarbejder forslag til regler, mens lovene vedtages enten af Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab eller alene af Rådet. 

Den almindelige lovgivningsprocedure
Den almindelige beslutningsprocedure (tidligere den fælles beslutningsprocedure) er den mest benyttede beslutningsprocedure. Under procedure fungerer Europa-Parlamentet som medlovgiver sammen med Rådet og de to institutioner stilles således lige. Det er derfor også den almindelige beslutningsprocedure, der er den mest legitime ud fra et demokratiseringssynspunkt.
Rådet og Europa-parlamentet vedtager lovgivningsretsakter enten ved førstebehandlingen eller ved andenbehandlingen. Når det to institutioner ikke til enighed ved afslutningen af andenbehandlingen, nedsættes der det der kaldes et forligsudvalg. Afstemningsmåden for den almindelige lovgivningsprocedure er kvalificeret flertal.

Den særlige lovgivningsprocedure
Under den særlige lovgivningsprocedure (erstatter høringsproceduren, samarbejdsproceduren og de samstemmende udtalelser) er Rådet for Den Europæiske Union i praksis den eneste lovgiver. Europa-Parlamentet er dog tilknyttet proceduren og skal enten høres eller godkende, afhængigt af sagstypen.