Hvad vil det sige at notificere?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad vil det sige at notificere?Svar
At notificere betyder at underrette. I nogle tilfælde skal EU's medlemslande underrette Kommissionen i forbindelse med vedtagelse af national lovgivning. Der findes forskellige procedurer for, hvordan medlemslandene skal notificere/underrette Kommissionen.
1. Den første procedure går ud på, at medlemslandene skal underrette Kommissionen om, at de nu har vedtaget regler, som gennemfører et EU-direktiv i national ret.
2. Den anden procedure går ud på, at et medlemsland skal underrette Kommissionen om vedtagelse af nationale regler, der muligvis kan udgøre en handelshindring – det vil sige hindre den frie udveksling af varer mellem EU-landene.
Kommissionen har herefter tre måneder til at vurdere, om et medlemslands forslag til nationale regler vil indebære en form for diskrimination af de øvrige medlemslandes varer i det pågældende land. Har landet ikke hørt fra Kommissionen inden en frist på tre måneder, kan de nationale regler træde i kraft.
Er det derimod Kommissionens vurdering, at der kan være problemer forbundet med vedtagelse af nye nationale regler, startes en længerevarende procedure, og medlemslandet må vente med at sætte reglerne i kraft, indtil den nærmere undersøgelse er afsluttet. I sidste ende kan Kommissionen eventuelt helt forbyde medlemslandet at lade reglerne træde i kraft.
3. Endelig har medlemslandene som udgangspunkt pligt til at underrette Kommissionen om statsstøtte.