Hvor kan jeg finde EU’s regler?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvor kan jeg finde EU’s regler?Svar
EUR-Lex
Ligesom Danmark har en generel hjemmeside med adgang til de danske love og regler (retsinformation.dk), findes også en hjemmeside med adgang til EU’s love og regler. Denne hedder EUR-Lex, og her kan du finde al EU-lovgivning.
Hvad enten du leder efter EU’s grundlæggende traktater, den gældende lovgivning, retspraksis eller vil bladre i EU-Tidende, så kan du finde det her.
Lovgivningsresuméer
Hvis du gerne vil have et overblik over EU’s regler på et konkret område, så findes der en anden mulighed, der er lidt mindre omfattende end EUR-Lex, men som til gengæld giver et bedre overblik over reglerne. Dette kan du få i EU’s lovgivningsresume database.
Her kan du finde regeloversigter efter emneområde, f.eks. på transportområdet eller miljøområdet. Herefter kan du igen gå længere ind i emnets delområder, således at du f.eks. under transportområdet kan læse om luftfart eller landevejstransport.
Statusblade
Hvis du er interesseret i at finde ud af, hvor langt et konkret forslag er i lovgivningsprocessen, eller hvis du vil se hvordan et forslag er blevet behandlet, både i EU systemet, og i det danske system, så kan du bruge EU-Oplysningens statusblade.
Statusbladene fungerer som en indgang til de relevante dokumenter fra både EU-systemet og den danske EU-beslutningsproces. Vi har groft sagt vævet dokumenterne fra EU's databaser sammen med dokumenterne fra den danske behandling af EU-sagerne, og suppleret med oplysninger der gør det muligt at få et samlet overblik over en enkelt sags forløb.
Statusbladene er bygget op omkring Kommissionens forslag - de såkaldte KOM-dokumenter.
På statusbladene finder du blandt andet et kort resumé af forslagets indhold, oplysninger om titel, retligt grundlag og beslutningsprocedure. Derudover er der adgang til dokumenterne fra forslagets behandling i Folketinget - notater, referater, optagelser fra Europaudvalgets møder og meget mere. Det er desuden muligt at følge forslagets behandling i EU's institutioner via institutionernes egne databaser: Pre-Lex, OEIL, Rådets register samt IPEX.
Vil du vide mere?