Hvad er en generaladvokat?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad er en generaladvokat?Svar
I tilknytning til Domstolen findes ni såkaldte generaladvokater. Generaladvokaterne har samme kvalifikationer som Domstolens dommere, og deres opgave er offentligt at fremsætte et upartisk og uafhængigt begrundet forslag til afgørelse i de konkrete sager, der forelægges Domstolen.
Da der kun er ni generaladvokater, besættes de fem pladser
permanent af de store lande (Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien og
Spanien), mens de øvrige fire går på skift mellem de andre EU-lande efter
en fast rotationsordning.
Fra oktober 2015 vil der være elleve
generaladvokater.
Generaladvokatens udtalelse tager stilling til sagen, som den er
forelagt for Domstolen, og udtalelsen er bygget op på samme måde som en dom.
Der er dog den meget vigtige forskel, at generaladvokatens udtalelse ikke på
nogen måde er bindende, hverken i forhold til en sags parter eller for
Domstolens dommere, når de efterfølgende skal afsige dommen. Det kan derfor
forekomme, at der er forskel på indholdet i en generaladvokats udtalelse og den
efterfølgende dom.
Systemet med generaladvokater, som fremsætter
begrundede forslag til afgørelser, er hentet fra det franske retssystem.