Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenSpørgsmål og svarLæs svareneSamtlige svar › Er Europarådet en del ...

Er Europarådet en del af EU?

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Er Europarådet en del af EU?

Svar

Nej, Europarådet er ikke en del af EU, men en selvstændig international organisation. Man må derfor ikke forveksle ”Europarådet” med ”Det Europæiske Råd” eller "Ministerådet/Rådet" som er to af de vigtigste institutioner i EU-systemet.

Europarådet er en international organisation oprettet i 1949, som har det formål at fremme værdier som demokrati, menneskerettigheder og udviklingen af retssamfund.

Organisationens ti oprindelige medlemsstater var Frankrig, Storbritannien, Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Italien, Irland, Norge, Sverige og Danmark. I dag har Europa­rådet 47 medlemsstater.

Europarådet er organiseret i en Ministerkomité, en Parlamentarisk Forsamling og en Kongres af lokale og regionale myndigheder i Europa. Europarådet har sæde i den franske by Strasbourg.

Ministerkomitéen har beslutningskompetencen, og består af medlemsstaternes udenrigsministre eller regeringernes faste repræsentanter ved Europarådet.

Den Parlamentariske Forsamling består af politikere fra de nationale parlamenter. Forsamlingen betragtes som Europarådets initiativskabende forum. Aktuelle politiske og samfundsmæssige spørgsmål debatteres i forsamlingen, der kan vedtage anbefalinger til Ministerkomiteen. Derudover skal optagelsen af nye medlemmer af Europarådet godkendes i Den Parlamentariske Forsamling.

Du kan læse om de danske medlemmer af den parlamentariske forsamling på på Europarådets hjemmeside.

Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder består af repræsentanter for alle medlemsstaternes lokale og regionale myndigheder og har til formål at styrke demokratiet på græsrodsniveau, især i de nye demokratier.

Europarådet udarbejder bl.a. traktater, som er juridisk bindende for medlemsstaterne, når disse ratificerer dem og dermed er forpligtede til at indarbejde traktaterne i deres lovgivning.

Europarådets mest kendte dokument er formentlig den europæiske menneskerettighedskonvention vedtaget i 1950. Enhver, der mener, at hans eller hendes rettigheder i henhold til konventionen er krænket, kan, når de nationale retsmidler er udtømt, indbringe en klage for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.