Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenOm EU-OplysningenPressemeddelelserArkiv › Europahøring 2006: EU-...

Om EU-Oplysningen

Europahøring 2006: EU-døren på klem for Tyrkiet

Pressemeddelelse fra Folketingets Europaudvalg den 1. maj 2006.

Folketingets Europahøring 2006: EU-døren på klem for Tyrkiet

Godt halvdelen af de danske borgere er åbne for, at Tyrkiet måske en dag kan blive medlem af EU, mens en tredjedel helt afviser tanken. Det er et af resultaterne fra weekendens Europahøring, hvor tyrkisk EU-medlemskab blev et af de varme emner.

”Noget tyder på, at tyrkerne med tiden kan blive accepteret af danskerne, hvis de lægger sig i selen, når det drejer sig om demokrati og retssikkerhed”, konstaterede formanden for Folketingets Europaudvalg, Elisabeth Arnold (RV) ved høringens afslutning.

I løbet af weekenden fik deltagerne udleveret spørgeskemaer, som blandt andet spurgte til, hvilke forhold der skal lægges vægt på ved optagelse af ansøgerlande i EU. Svarene var klare: Lande uden demokrati, retssikkerhed og orden i menneskerettigheder skal ikke gøre sig forhåbninger om EU-medlemskab.

Et stort flertal af danskerne mener desuden, at det er fornuftigt at optage et ansøgerland i EU, hvis EU-medlemskab kan bidrage til øget stabilitet i landet. Derimod er det kun hver ottende, der finder det vigtigt at lægge vægt på ansøgerlandets religion, samt om det pågældende lands kultur minder om den danske.

”Det er interessant, at tallene viser, at et flertal af danskerne ikke lægger vægt på religiøse og kulturelle værdier, når det drejer sig om, hvem der skal være med i EU”, udtalte Elisabeth Arnold.
 
Høringen viste endvidere, at danskerne ikke er afvisende over for at give EU's europæiske naboer EU-medlemskab. En tredjedel ønsker f.eks., at Kroatien optages snarest muligt, mens en fjerdedel siger det samme om Serbien. Godt halvdelen af vælgerne ser også Ukraine som et muligt fremtidigt medlem af EU.

400 borgere er udvalgt som deltagere til Europahøring 2006 på baggrund af en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt 2.500 borgere.  

Høringen var arrangeret af Folketinget i samarbejde med TV2. I løbet af weekenden diskuterede deltagerne indbyrdes og med fremtrædende politikere fra alle Folketingets partier og eksperter.

Flere resultater af Europahøring 2006 offentliggøres i løbet af de nærmeste uger.

For yderligere information:

Elisabeth Arnold (RV), tlf. 33 37 47 01
Formand for Folketingets Europaudvalg

Jacob Andersen, Europahøringssekretariatet, tlf. 24 65 60 44

Link til pressemeddelelse i pdf-format.