117 spørgsmål og svar om EU
”Hvad har Bermuda med EU at gøre? Hvor mange sprog findes der i EU? Er de nye EU-lande med i Schengen samarbejdet og hvor stort er EU's budget?”
Alle disse spørgsmål + 113 andre kan du finde svar på i en ny publikation fra Folketingets EU-Oplysning. Bogen er en ny udgave af den tidligere ”best-seller” ved samme navn. Den nye udgave indeholder opdaterede besvarelser af spørgsmål om EU’s historie, traktatgrundlag udvidelsesprocessen, Danmark og EU, EU’s institutioner m.m.
”Uanset hvad man som udgangspunkt mener om EU, er det altid godt at have fakta på plads, og jeg håber, at såvel EU-tilhængere som skeptikere vil få fornøjelse af bogen.” udtaler formanden for Folketingets Europaudvalg Claus Larsen-Jensen.
Førsteudgaven, som blev trykt i 15.000 eksemplarer, blev bestilt af private borgere, ministerier, skoler, universiteter og andre læreanstalter, der benytter bogen som led i undervisning. Læses bogen i sammenhæng giver det en grundlæggende viden om EU.
Besvarelserne er udarbejdet i forhold til de gældende regler, men i en del svar gennemgås også reglerne i forfatningstraktaten, selv om denne endnu ikke er trådt i kraft.
Bestil bogen gratis
Bogen kan bestilles gratis via tlf. 33 37 33 37 eller via EU-Oplysningens hjemmmeside: www.euo.dk fra mandag den 15. november. EU-Oplysningen har endvidere bogen med på Bogmessen i Forum den 12.-14. november, hvor den også frit udleveres.