Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenOm EU-OplysningenPressemeddelelserArkiv › Europaudvalget på besø...

Om EU-Oplysningen

Europaudvalget på besøg i Polen

Pressemeddelelse fra Folketingets Europaudvalg

Europaudvalget på besøg i Polen

En delegation fra Folketingets Europaudvalg indleder torsdag den 29. januar 2004 et todagesbesøg i Polen. Baggrunden for besøget er en invitation fra det polske parlament, Sejm, som i øjeblikket arbejder på at udvikle sin model for parlamentarisk kontrol med den polske regerings gøren og laden i EU. I den forbindelse er polakkerne interesseret i at høre om Folketingets erfaringer. Polen bliver medlem af EU den 1. maj 2004.

Folketinget har siden dansk medlemskab af EU i 1973 udstyret danske ministre med et parlamentarisk mandat forud for forhandlingerne i Ministerrådet. Det betyder, at danske ministre forhandler i overensstemmelse med et flertal i Folketinget, og det er den praksis, som polakkerne gerne vil se nærmere på.

Et andet emne, som kan komme op under besøget, er den nuværende EU-regeringskonference, hvor både Danmark og Polen deltager. Stats- og regeringscheferne arbejder fortsat på at blive enige om en ny forfatningstraktat for EU.

Den danske delegation får blandt andet lejlighed til møde viceminister i Kontoret for Komitéen for Europæisk Integration (UKIE), Jaroslaw Pietras, viceminister i Økonomi-, beskæftigelses- og socialministeriet, Krystyna Gurbiel, det polske senats Udenrigspolitiske udvalg og ikke mindst det polske parlaments Europaudvalg.

Følgende medlemmer af Europaudvalget deltager i turen:

MF og formand for Europaudvalget, Claus Larsen-Jensen (S), MF Ritt Bjerregaard (S), MF Thor Gunnar Kofoed (V) og MF Anne Grete Holmsgaard (SF).

Rejsen er budgetteret til cirka 37.000 kr.

Yderligere oplysninger kan fås hos:

Europaudvalgets formand, Claus Larsen-Jensen på tlf. 3337 4033

Europaudvalgets sekretær, Anne-Sofie Jensen på tlf. 3337 3606