Høring om virksomheders sociale ansvar
Der skal mere fokus på virksomheders sociale ansvar i EU. Det vil hjælpe mange mennesker, som af den ene eller anden grund har et atypisk forhold til arbejdsmarkedet, men det kan også være meget profitabelt for virksomhederne.
Det er konklusionen i en grønbog fra Europa-Kommissionen fra sommeren 2001. Som en del af strategien om øget åbenhed i EU’s beslutningsprocesser er denne grønbog sendt til høring i medlemslandene, blandt andet i Danmark.
Høringen finder sted på mandag den 28. januar 2002 kl. 9-12.15 i Landstingssalen på Christiansborg.
"Det er vigtigt at få sat fokus på virksomhedernes sociale ansvar i EU", siger Claus Larsen-Jensen, formand for Europaudvalget.
Kommissionen lægger op til at fremme en udvikling, hvor virksomhederne er mere opmærksomme på deres sociale ansvar. Kommissionen forslår blandt andet at bruge begrebet "den tredobbelte bundlinje", der består af økonomi, sociale foranstaltninger og miljøhensyn.
Tal fra Socialforskningsinstituttet viser, at Danmark er med i førerfeltet på den dimension af virksomheders sociale ansvar, der omhandler eksempelvis hensyn til familier med mindre børn og fastholdelse af ældre medarbejdere.
"Jeg tror EU kan lære meget af Danmark på dette område. Ikke bare er mange virksomheder opmærksomme på fordelene ved at tage et socialt ansvar, vi er også langt fremme med hensyn til at måle social ansvarlighed", siger Claus Larsen-Jensen og henviser til undersøgelser af Socialforskningsinstituttet.
Kommissionen har på nuværende tidspunkt ikke data, der sammenligner virksomhedernes sociale ansvar i de forskellige medlemslande. Men sådanne data efterlyses af Kommissionen.
"Danmark har nogle konkrete indikatorer og eksempler på gode erfaringer, som Kommissionen måske kan bruge til at fremme virksomheders sociale ansvar i EU", siger Claus Larsen-Jensen.
Dette tema og mange andre vil blive taget op på høringen, hvor blandt andre beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, dir. Palle Juliussen fra Post Danmark, LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, dir. Henrik Bach Mortensen fra DA, borgmester Erik Fabrin fra KL og professor dr. phil Ole Thyssen fra Handelshøjskolen i København kommer med oplæg.
Flere oplysninger kan rekvireres hos Claus Larsen-Jensen på telefon 3337 4033.