Hjælpemenu

Hovedmenu

Margrethe Vestager bliver konkurrencekommissær

Den tidligere økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, har fået tildelt konkurrenceområdet i Jean-Claude Junckers nye Europa-Kommission. Fordelingen af de øvrige kommissærposter blev også offentliggjort den 10. oktober 2014. 

Konkurrencekommissæren

Som kommissær for konkurrenceområdet skal Vestager holde styr på, at der ikke er virksomheder som misbruger en dominerende stilling, eller virksomheder der går sammen i karteller for at styre prisen inden for et givent område. Kommissæren er også ansvarlig for at sikre, at medlemslandenes forskellige ordninger og tiltag ikke har karakter af ulovlig statsstøtte.

Meget aktuelt hører det bl.a. under konkurrencekommissærens område at vurdere om der er tale om ulovlig statsstøtte i sagen om støtte til danske solceller i forbindelse med den såkaldte PSO-afgift. Det var også under konkurrencekommissærens ansvarsområde at godkende den lange række af bankpakker, som blev strikket sammen i forbindelse med den finansielle krise.

Bøder

Kommissionen kan udstede bøder til virksomheder, der overtræder konkurrencereglerne. Det kan blive ret betragtelige bøder, da reglerne tillader bøder på op til 10 procent af virksomhedens årlige omsætning. Med virksomheder som Google og Microsoft, er der altså ikke tale om symbolske beløb. De beløb, som Kommissionen opkræver i bøder, går direkte til EU's budget under det man kalder andre indtægter.

Den øvrige Kommission

De syv næstformænd vil være en slags teamledere, som styrer og koordinere en række kommissærer inden for en række af beslægtede områder, som afspejler de politiske retningslinjer for den næste Kommissionen.

Junckers kommission
Navn Titel Land Ansvarsområde
Jean-Claude Juncker Formand Luxembourg
Federica Mogherini Næstformand Italien Højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Frans Timmermans Første næstformand Nederlandene Bedre regulering, interinstitutionelle relationer, retsstat og Charter om Grundlæggende Rettigheder
Kristalina Georgieva Næstformand Bulgarien Budget og HR
Andrus Ansip Næstformand Estland Digitale Indre Marked
Alenka Bratusek Næstformand Slovenien Energiunion
Valdis Dombrovskis Næstformand Letland Euroen og social dialog
Jyrki Katainen Næstformand Finland Job, vækst, investeringer og konkurrenceevne
Phil Hogan Kommissær Irland Landbrug og udvikling af landdistrikter
Miguel Arias Canete Kommissær Spanien Klimatiltag og energi
Margrethe Vestager Kommissær Danmark Konkurrence
Günther Oettinger Kommissær Tyskland Digital økonomi og samfund
Pierre Moscovici Kommissær Frankrig Økonomi og finansielle anliggender, beskatning og toldunion
Tibor Navracsics Kommissær Ungarn Uddannelse, kultur, unge og borgerskab
Marianne Thyssen Kommissær Belgien Beskæftigelse, sociale anliggender, kvalifikationer og arbejdskraftsmobilitet
Karmenu Vella Kommissær Malta Miljø, maritime anliggender og fiskeri
Johannes Hahn Kommissær Østrig Europæisk naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger
Jonathan Hill Kommissær Storbritannien Finansiel stabilitet, finansielle services og kapitalmarkedsunion
Vytenis Andiukaitis Kommissær Litauen Sundhed og fødevaresikkerhed
Christos Stylianides Kommissær Cypern Humanitær støtte og krisehåndtering
Elzbieta Bienkowska Kommissær Polen Indre marked, industri, iværksætteri og SMV'er
Neven Mimica Kommissær Kroatien Internationalt samarbejde og udvikling
Vera Jourova Kommissær Tjekkiet Retsvæsen, forbrugersikkerhed og ligestilling
Dimitris Avramopoulos Kommissær Grækenland Migration og indre anliggender
Corina Cretu Kommissær Rumænien Regionalpolitik
Carlos Moedas Kommissær Portugal Forskning, videnskab og innovation
Cecilia Malmström Kommissær Sverige Handel
Maros Sefcovic Kommissær Slovakiet Transport og rummet

 

Høringer i Europa-Parlamentet

De enkelte kommissærer skal igennem en række høringer i de relevante fagudvalg i Europa-Parlamentet. Parlamentet har ry for at gå til den, når de skal sikre sig, at den indstillede kommissær er den rette person til posten. Selvom Parlamentet ikke formelt har magt til at udskifte en kommissærkandidat, sker det dog, at en kandidat selv vælger at trække sig efter den tre timer lange høring i Europa-Parlamentet. Det var f.eks. tilfældet med den oprindelige bulgarske kommissærkandidat, Rumiana Jeleva, der trak sig i forbindelse med høringerne af den sidste Kommission i januar 2010 og blev erstattet af Kristalina Georgieva. 

Den forrige konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, skulle i 2010 høres af Europa-Parlamentets udvalg for Økonomi og Valuta (ECON), og Margrethe Vestager også skal stå til regnskab for Økonomi- og Valutaudvalget. Efter hver høring udarbejder det ansvarlige udvalg et lille referat af høringen, der også indeholder udvalgets vurdering af kandidaten. Referatet fra Almunias høring kan ses her.

Foreløbig plan for høringerne 

Ifølge den foreløbige plan over høringerne skal Margrethe Vestager i ilden som kommende konkurrencekommissær i Økonomi- og Valutaudvalget torsdag den 2. oktober klokken 18.00-21.00. Det ligger fast, at alle høringerne vil foregå i perioden 29. september til 7. oktober.

Baggrund

Den nye Europa-Kommission, under ledelse af Jean-Claude Juncker, forventes at være på plads til 1. november 2014. Efter høringerne i Europa-Parlamentet af de enkelte kommissærkandidater skal Europa-Kommissionens formand, den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt de øvrige medlemmer af Kommissionen godkendes samlet ved en afstemning i Europa-Parlamentet - sandsynligvis den 21. oktober i Strasbourg. Den nye Europa-Kommission udnævnes herefter formelt af Det Europæiske Råd på topmødet den 23.-24. oktober 2014.

Det var oprindeligt tiltænkt med Lissabontraktaten, at antallet af kommissærer i den Kommission der tiltræder nu, skulle reduceres til 2/3 af antallet af medlemslande. Forhandlingerne efter det irske nej til Lissabontraktaten ved folkeafstemningen den 12. juni 2008 ledte dog til, at stats- og regeringscheferne på EU-topmødet den 11.-12. december 2008 blev enige om, at hvert af medlemslande også i fremtiden skulle have en kommissærpost i Europa-Kommissionen.

Yderligere information