Hjælpemenu

Hovedmenu

Lovforslag om børne - og ungeydelse i høring

Regeringen konkluderer, at den tidligere administration af optjeningsprincippet for børne- og ungeydelsen var i strid med EU-retten.

Hvad betyder det?

Det betyder, at den allerede ændrede administration af optjeningsprincippet, hvorefter sammenlægningsprincippet for personer omfattet af Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 883/04 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (herefter forordning nr. 883/04) anvendes.

Baggrund

De danske regler om optjeningsprincippet blev indført ved lov nr. 1609 af 22. december 2010 og fik virkning den 1. januar 2012. Denne lov omfatter alle borgere uanset nationalitet. Det vil sige, at reglerne blev udformet således, at de også skulle gælde for personer omfattet af forordning nr. 883/04.

Optjeningsprincippet betyder, at en person skal have en vis beskæftigelses- eller bopælsperiode her i riget for at kunne modtage den fulde børne- og ungeydelse og ydelser efter børnetilskudsloven.

I forlængelse af en henvendelse fra Kommissionen måtte regeringen konkludere, at det ikke var juridisk korrekt, at man fra dansk side stillede krav om en vis beskæftigelses- eller bopælsperiode alene her i riget for personer omfattet af forordning nr. 883/04.

Beskæftigelses- eller bopælsperioder i andre EU/EØS-lande og Schweiz skal således medregnes for personer omfattet af forordning nr. 883/04, når optjeningsprincippet skal opfyldes (sammenlægningsprincippet).

Regeringen meddelte herefter Kommissionen, at den agtede at overholde sine EU-retlige forpligtelser og fremsætte lovforslag med henblik på at bringe lovgivningen i overensstemmelse med EU-retten. Nærværende lovforslag er en udmøntning heraf.

Da forordning nr. 883/04 er umiddelbart gældende i Danmark, er administrationen af optjeningsprincippet allerede ændret, så sammenlægningsprincippet i forordningen anvendes.

Du kan læse hele lovforslaget med bemærkninger her

I EU-Oplysningens tema om velfærdsturisme kan du læse mere om de aktuelle sager om sociale ydelser.

Fri bevægelighed og velfærdsturisme