Minister skal orientere om fiskerikrisen mellem EU og Færøerne
Fødevareministeren skal give en orientering om konflikten mellem EU og Færøerne vedrørende fiskeriet af sild og makrel. Du kan læse mere om konflikten her.
Bæredygtigheden i fare
Europa-Kommissionen har meddelt de færøske fiskerimyndigheder, at den har til
hensigt at vedtage foranstaltninger, der skal sikre bæredygtigheden af det
sildefiskeri, som EU deler med Færøerne.
Meddelelsen er første skridt i
processen og skal give landet mulighed for at blive hørt på forhånd.
Foranstaltningerne vil kunne omfatte restriktioner mod import af sild og
tilknyttede arter, som er fisket af fiskere under færøsk flag, og restriktioner
i forbindelse med færøske fartøjers anløb i EU's havne med undtagelse af, når
det drejer sig om sikkerhedsmæssige årsager.
Bestanden af atlantoskandiske sild fiskes af Norge, Rusland, Island, Færøerne og Den Europæiske Union, og foranstaltningerne til forvaltning af bestanden træffes normalt gennem konsultationer mellem disse lande. Færøerne har imidlertid trukket sig fra konsultationerne om forvaltningen af bestanden i 2013 og har erklæret, at de har til hensigt egenhændigt at fastsætte en kvote, der er 145 % højere end kvoten for 2012. Det sker på et tidspunkt, hvor alle andre parter i fiskeriet ellers har erklæret sig enige i at nedsætte deres kvoter med 26 % af hensyn til bevarelse af bestanden.
Færøernes beslutning bringer bestanden i stor fare, og dens mulighed for at
komme sig er nu væsentligt forringet. Kommissionen sigter med sit indgreb mod at
sikre bæredygtigheden for at undgå et sammenbrud i bestanden, der vil kunne
betyde, at mange fiskere og deres familier mister deres levebrød.
Foranstaltningen er baseret på forordning
(EU) nr. 1026/2012, der fastsætter muligheden for at vedtage
foranstaltninger mod lande, der undlader at samarbejde om forvaltningen af
bestande af fælles interesse og i stedet træffer beslutninger om en forvaltning,
der bringer fiskebestandene i fare.
Færøerne er et selvstyrende område i det danske Rigsfællesskab og er ikke en del af Den Europæiske Union.