ECB sænker renten
ECB valgte at sænke den toneangivende rente med 0,25 procentpoint med virkning fra den 8. maj 2013. Den såkaldte minimumsbudrente på Eurosystemets primære markedsoperationer vil herefter udgøre 0,50 pct.
Seneste rentesænkning med tilsvarende 0,25 procentpoint blev foretaget den 5. juli 2012 med virkning fra den 11. juli 2012.
Rentesænkningen blev besluttet på dagens møde i ECB's styrelsesråd. Rentesænkningen kommer efter en længere periode med lav vækst i euroområdet.
Eurostat forventer, at den årlige inflation i euroområdet i april 2013 bliver på 1,2 pct. Ifølge ECB's pengepolitiske målsætning skal inflationen ligge lige under 2 pct. på mellemlangt sigt.
En oversigt over ECB's toneangivende renter kan findes her.
Følg pressekonferencen klokken 14.30
Følg pressekonferencen efter dagens møde i ECB med bl.a. ECB-formanden Mario Draghi.
Nationalbanken
Danmarks Nationalbank har reageret ved at sænke udlånsrenten med 0,10 procentpoint til 0,20 procent. Renten på indskudsbeviser, foliorenten og diskontoen er uændret. Renteændringerne gælder fra den 3. maj 2013.
Baggrund
Når ECB skal træffe beslutninger om den førte pengepolitik, herunder den vigtige fastsættelse af renteniveauet i euroområdet, er det Styrelsesrådet, der træder sammen. Styrelsesrådet består af ECB’s direktion og nationalbankdirektørerne fra de 17 euro-lande. Styrelsesrådet mødes typisk hver 14. dag. Når Styrelsesrådet træffer afgørelser har hvert medlem én stemme. Der træffes afgørelser med simpelt flertal, forudsat at 2/3-dele af medlemmerne er til stede. I tilfælde af en ligelig fordeling af stemmerne, er det formanden, der har den endelige stemme.