EU-borgere kan få studielån i Luxembourg uden at bo der

Domstolen fastslår i en ny dom, at bopælskravet i den luxembourgske lovgivning udgør indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, for så vidt som den risikerer hovedsageligt at være til skade for statsborgere fra andre medlemsstater, idet ikke-bosiddende personer som oftest er statsborgere i andre stater.

Kort om dommen

EU-retten kræver, at medlemsstaterne giver vandrende arbejdstagere de samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

Luxembourg yder økonomisk støtte i form af et stipendium og et lån til studerende med henblik på videregående studier, enten i Luxembourg eller i enhver anden stat. Denne støtte gives studerende, som enten er luxembourgske statsborgere eller statsborgere i en anden medlemsstat, og som har bopæl i Luxembourg på det tidspunkt, hvor de vil påbegynde studierne.

Børn af grænsearbejdere, der normalt bor i de lande, der grænser op til Luxembourg, er således udelukket fra denne støtte.

Flere børn af grænsearbejdere, hvis ansøgninger om økonomisk støtte allerede er blevet afvist, har ved de luxembourgske retter anfægtet lovligheden af deres udelukkelse fra kredsen af støtteberettigede.

Tribunal administratif (Luxembourg), der skal påkende søgsmålene, har bedt Domstolen tage stilling til, om den luxembourgske lovgivning om tildeling af denne støtte er forenelig med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed.

I den dom, som blev afsagt den 20. juni 2013, minder Domstolen om, at tildeling af støtte til uddannelse med henblik på gennemførelse af et erhvervskvalificerende universitetsstudium til et barn, der forsørges af en vandrende arbejdstager, udgør en social fordel for denne arbejdstager, der skal indrømmes denne på de samme betingelser som nationale arbejdstagere.

Domstolen præciserer i denne henseende, at denne ligebehandling ikke blot skal gælde for vandrende arbejdstagere, der er bosiddende i værtsmedlemsstaten, men ligeledes for grænsearbejdere, der har lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, mens de er bosat i en anden medlemsstat. Når den sociale fordel tildeles direkte til en vandrende arbejdstagers barn, kan dette barn desuden selv påberåbe sig princippet om ligebehandling.

Videre fastslår Domstolen, at bopælskravet i den luxembourgske lovgivning udgør indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, for så vidt som den risikerer hovedsageligt at være til skade for statsborgere fra andre medlemsstater, idet ikke-bosiddende personer som oftest er statsborgere i andre stater. I denne sammenhæng understreger Domstolen, at en sådan forskelsbehandling ikke kan begrundes med henvisning til budgetmæssige hensyn, idet anvendelsen og rækkevidden af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i relation til arbejdskraftens frie bevægelighed i henseende til tid og sted ikke kan variere alt efter medlemsstaternes finansielle situation.

Du kan læse hele dommen her

samt Domstolens pressemeddelelse her