Europa-Parlamentet udskyder dechargen for Rådets 2011-regnskab, men godkender regnskaberne for alle andre EU-organer
Også i år udskød Parlamentet dechargen for Rådets regnskaber, fordi Rådet har
undladt at besvare spørgsmål om sin brug af midler.
Medlemmerne af
Parlamentet (MEPerne) håber dog, at mægling fra det irske formandskab vil kunne
løse den langvarige strid om, hvordan Parlamentet - eftersom Rådet ikke besvarer
Parlamentets spørgsmål - skal udfylde sin rolle som dechargemyndighed for Rådets
regnskaber.
Kommissionen og delt forvaltning
Parlamentet godkendte
Kommissionens brug af midler for 2011, men bemærkede, at fejlprocenten er steget
til 3,9% i 2011 fra 3,7% i 2010.
MEPerne var særligt kritiske over for
den måde, som nationale og regionale myndigheder har brugt penge til projekter,
der er delvist finansieret af EU-midler.
60% af de fejl, der findes i
regnskaberne for projekter delvist finansieret af EU-midler burde have været
opdaget af korrekt fungerende nationale kontrolsystemer, siger Parlamentets
betænkning. Parlamentet opfordrer Kommissionen til at udarbejde en årlig
oversigt over fejlagtigt anvendte penge, som medlemslandene har måttet
tilbagebetale.
For at give et bedre billede af de forskellige projekter,
opfordrer Parlamentet Kommissionen og Revisionsretten til i deres rapportering
at lægge vægt på de resultater, som projekterne har opnået, såvel som deres
overholdelse af lovgivningen.
Parlamentet opfordrer også til, at man
holder op med at støtte projekter med "tilbagevirkende kraft", dvs. projekter,
hvor godtgørelseskravet først er modtaget, efter at projektet er afsluttet, da
det i sådanne tilfælde er sværere at kontrollere udgifterne.
Hvad nu?
Parlamentet vil beslutte om Rådet skal have
decharge for sine 2011-udgifter, når Parlamentets Budgetkontroludvalg har
udarbejdet en ny rapport, som vil skulle debatteres til efteråret.
Baggrund
Europa-Parlamentet er den eneste
dechargemyndighed og har ansvaret for at gennemgå EUs årlige budgetter samt
udgifterne for Den Europæiske Udviklingsfond. Dechargen markerer den formelle
afslutning på regnskabet.