Hjælpemenu

Hovedmenu

Kommissionen kvitter tobakken

I dag er EU-Kommissionen kommet med et forslag til et nyt tobaksdirektiv til at erstatte et gammelt direktiv fra 2001. Kommissionen vil stramme op på reglerne for salg og indpakning af tobaksvarer

Kommissionen begrundelse for at forslå et nyt direktiv er, at der er kommet meget ny viden om tobakkens virkninger og også nye produkter på markedet siden 2001. Forslaget indeholder på den baggrund flere og skrappere regler for, hvordan tobaksvarer må fremstilles og sælges og hvordan, de skal pakkes ind.

Direktivforslaget indholder en lang række tekniske detaljer, men overordnet omfatter forslaget følgende elementer:  
 

Indholdet i det nye tobaksdirektiv

Mærkning og emballering: Alle pakninger med cigaretter eller rulletobak skal være mærket med en sundhedsadvarsel med både tekst og billede. Advarslen skal dække 75 % af forsiden og bagsiden af pakningen og må ikke indeholde salgsfremmende elementer. De nuværende oplysninger om indholdet af tjære, nikotin og kulilte, der opfattes som vildledende, afløses af en informationsmeddelelse på siden af pakningen, som oplyser om, at røg indeholder mere end 70 kræftfremkaldende stoffer. EU-landene vil i velbegrundede tilfælde kunne indføre påbud om neutral indpakning.

Ingredienser: Forslaget forbyder cigaretter, rulletobak og røgfrie tobaksvarer med kendetegnende aromaer samt produkter med øget giftighed eller særligt vanedannende egenskaber. Det vil sige at for eksempel mentolcigaretter bliver forbudt.

Røgfri tobak: Forbuddet mod tobak, der indtages gennem munden (snus), opretholdes - dog ikke for Sverige, som er fritaget. Alle røgfrie tobaksvarer vil skulle være forsynet med sundhedsadvarsler på pakningens vigtigste sider, og det forbydes at sælge produkter med kendetegnende aromaer. Nye kategorier af tobaksvarer kræver forudgående anmeldelse.

Udvidelse af direktivets anvendelsesområde: Nikotinholdige produkter (f.eks. e-cigaretter) med et nikotinindhold, der ligger under en vis tærskel, må godt sælges, men skal være forsynet med sundhedsadvarsler. Hvis produkternes indhold overstiger tærsklen, må de kun sælges, hvis de er godkendt som lægemiddel, som f.eks. nikotinprodukter til rygeafvænning. Plante-/urtebaserede cigaretter vil skulle være forsynet med sundhedsadvarsler.

Fjernsalg på tværs af grænser: Direktivforslaget indebærer anmeldelsespligt for detailhandlere, der sælger via internettet, og et alderskontrolsystem, som skal sikre, at tobaksvarer ikke sælges til børn og unge.

Ulovlig handel: Der skal indføres et følge- og sporingssystem og sikkerhedsfeatures (f.eks. hologrammer) for at sikre, at der kun sælges produkter, der opfylder direktivets krav, i EU.


Kilde: Kommissionens pressemeddelelse

Kommissionens forslag til det reviderede tobaksdirektiv

Kommissionens spørgsmål og svar om forslaget

 

Forslaget skal nu behandles i Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Kommissionen forventer, direktivet kan vedtages i 2014 og hvis det lykkes, vil det træde i kraft i 2015-2016.

Forslaget er blevet fremsat af kommissæren for sundhed og forbrugere, malteseren Tonio Borg, som for nyligt blev kommissær i stedet for sin landsmand, John Dalli. Dalli blev indblandet i en skandale netop i forbindelse med udformningen af forslaget til det nye tobaksdirektiv. 

 

Balladen om forhenværende kommissær John Dalli og tobaksdirektivet

Kommissionens forberedelse af direktivet har været genstand for stor opmærksomhed.  I oktober 2012 kom det frem, at det Europæiske antikorruptionsagentur (OLAF) havde udført en undersøgelse, hvori den daværende kommissær for sundhed og forbrugere, John Dalli, blev sat i forbindelse med en korruptionssag.

OLAF’s undersøgelse omhandlede en klage fra maj 2012 indgivet af tobaksproducenten, Swedish Match. Swedish Match fortalte, at en maltesisk iværksætter havde brugt sine kontakter med Kommissær Dalli for at forsøge at få økonomiske fordele fra virksomheden til gengæld for muligheden for at påvirke eventuelle kommende lovforslag om tobaksvarer, navnlig i forhold til EU-forbuddet mod eksport af snus. Klagen resulterede i sidste ende i, at John Dalli forlod sin stilling som Kommissær. Sidenhen har Dalli anlagt sag mod Swedish Match ved Retten under EU-Domstolen, idet han anklager firmaet for at sprede falsk information om hans involvering i sagen.

Kommissionens pressemeddelelse om OLAF’s undersøgelse og John Dallis fratrædelse

 

Baggrund: Tobakslovgivning i EU

Det første EU-tobaksdirektiv blev vedtaget i 1989. På daværende tidspunkt blev lovgivning udformet i form af to direktiver, der regulerede hver sit område. I 2001 blev lovgivning opdateret og retsakterne blev samlet i direktiv 2001/37/EF, der dækker salg, præsentation og fremstilling af tobaksvarer. Kommissionens nye forslag er blandt andet blevet til på baggrund af en stor offentlig høring, som undersøgte hvorvidt direktivet fra 2001 stadig dækkede udfordringerne med tobaksreguleringen og sikrede et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. Høringen modtog over 85.000 bidrag.

Læs mere om tobaksregulering i EU via disse links:

Direktiv 2001/37/EF (tobaksdirektivet)

Behandling i Folketingets Europaudvalg af 2001 direktivet

Kommissionens offentlige høring

Se § 20 spørgsmål relaterede til det nye direktivforslag i Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg:

http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/SUU/spm/933/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/suu/spm/934/index.htm