Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenNyhederNyhedsarkiv2011Juli › ECB hæver renten

ECB hæver renten

På mødet i Den Europæiske Centralbanks (ECB) styrelsesråd blev det i dag besluttet at hæve den toneangivende rente med 0,25 procentpoint fra 1,25 til 1,50 procent.
ECB's styrelsesråd
ECB's styrelsesråd

Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte at hæve den toneangivende rente med 0,25 procentpoint med virkning fra den 13. juli 2011. Den såkaldte minimumsbudrente på Eurosystemets primære markedsoperationer vil herefter udgøre 1,50 pct.

Seneste rentestigning med tilsvarende 0,25 procentpoint blev foretaget den 7. april 2011 med virkning fra den 13. april 2011. Rentestigningen i april var den første siden juli 2008.

Rentestigningen blev besluttet på dagens møde i ECB's styrelsesråd. Rentestigningen kommer efter en længere periode med tiltagende inflation. 

Eurostat forventer, at den årlige inflation i euroområdet i juni 2011 bliver på 2,7 pct. Ifølge ECB's pengepolitiske målsætning skal inflationen ligge lige under 2 pct. på mellemlangt sigt.

En oversigt over ECB's toneangivende renter kan findes her.

Danmarks Nationalbank har reageret ved at hæve diskontoen og foliorenten med 0,25 procentpoint til henholdsvis 1,25 og 1,10 pct. Udlånsrenten og renten på indskudsbeviser forhøjes med 0,25 pct. til henholdsvis 1,55 og 1,20 pct. med virkning fra den 8. juli 2011.

Baggrund

Når ECB skal træffe beslutninger om den førte pengepolitik, herunder den vigtige fastsættelse af renteniveauet i euroområdet, er det Styrelsesrådet, der træder sammen. Styrelsesrådet består af ECB’s direktion og nationalbankdirektørerne fra de 17 euro-lande. Styrelsesrådet mødes typisk hver 14. dag. Når Styrelsesrådet træffer afgørelser har hvert medlem én stemme. Der træffes afgørelser med simpelt flertal, forudsat at 2/3-dele af medlemmerne er til stede. I tilfælde af en ligelig fordeling af stemmerne, er det formanden, der har den endelige stemme.