Det nye Europa-Parlament

Som en af Europa-Parlamentets første opgaver valgte det ny formand. Det blev polakken Jerzy Buzek fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe, der blev valgt med 555 stemmer over den eneste modkandidat, svenske Eva-Britt Svensson fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, der fik 89 stemmer.
Som led i en aftale mellem de tre største politiske grupper i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti Gruppen (EPP), Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet (S&D) samt Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE) skal Buzek varetage formandsposten i de første 2½ år af den femårige formandsperiode. Herefter skal et medlem fra den socialdemokratiske gruppe overtage formandsposten.
Resten af samlingen blev bl.a. anvendt til at vælge næstformænd og kvæstorer samt nedsætte de forskellige udvalg i Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentets udvalg har formelt valgt formand og næstformænd for de næste 2½ år.
-
Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet blev valgt som næstformand i Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI).
-
Jens Rohde fra Venstre sikrede sig en næstformandspost i Udvalget om Industri, Forskning og Energi (ITRE).
-
Morten Løkkegaard fra Venstre blev næstformand i Kultur- og Uddannelsesudvalget (CULT).
-
Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti blev valgt til næstformand i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (AFCO).