ECB sænker renten

Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte, som forventet, at sænke
den toneangivende rente med 0,50 procentpoint med virkning fra den 12.
november 2008. Den såkaldte minimumsbudrente på Eurosystemets primære
markedsoperationer vil herefter udgøre 3,25 procent. Seneste rentesænkning
med tilsvarende 0,50 procentpoint blev foretaget
den 8. oktober 2008 med virkning fra
den 15. oktober 2008.
Rentesænkningen blev besluttet på
dagens møde i ECB's styrelsesråd. Rentesænkningen kommer efter aftagende inflations- og
vækstforventninger. Ifølge Eurostat forventes den årlige inflation i
euroområdet i oktober 2008 at blive på 3,2 procent.
Ifølge ECB's pengepolitiske målsætning skal
inflationen ligge lige under 2 procent på mellemlangt sigt.
En oversigt over ECB's toneangivende renter kan findes her.
Danmarks Nationalbank har reageret ved at sænke diskontoen og foliorenten med 0,50 procentpoint til 4,0 procent. Udlånsrenten og renten på indskudsbeviser sænkes med 0,50 procentpoint til 5,0 procent med virkning fra den 7. november 2008.
Baggrund
Når ECB skal træffe beslutninger om den førte pengepolitik, herunder den vigtige fastsættelse af renteniveauet i euroområdet, er det Styrelsesrådet, der træder sammen. Styrelsesrådet består af ECB’s direktion og nationalbankdirektørerne fra de 15 euro-lande. Styrelsesrådet mødes typisk hver 14. dag. Når Styrelsesrådet træffer afgørelser har hvert medlem én stemme. Der træffes afgørelser med simpelt flertal, forudsat at 2/3-dele af medlemmerne er til stede. I tilfælde af en ligelig fordeling af stemmerne, er det formanden, der har den endelige stemme.